Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Mi sjæl er leid av livet mitt, eg gjev mi klaga lause taumar, vil tala i min såre hugverk.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Til Gud eg segjer: «Døm meg ikkje; seg kvifor du imot meg strider!
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Finn du det godt å gjera vald, og øyda upp ditt eige verk, men lysa yver gudlaust råd?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Er auga ditt av kjøt og blod? Ser du som menneskje plar sjå?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Er dine dagar mennesk-dagar? Er dine år lik mannsens år?
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Med di mitt brot du leitar upp, og granskar etter syndi mi,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
endå du veit eg er uskuldig, og ingen bergar or di hand.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Di hand hev skapt og dana meg fullt ut, og no vil du meg tyna?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Hugs på, du forma meg som leir; no gjer du atter meg til mold!
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Som mjølk du let meg renna ut og let meg stivna liksom ost;
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Du klædde meg med hud og kjøt, fleitta bein og senar saman.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Du gav meg både liv og miskunn, og verna um mitt andedrag.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Men dette du i hjarta gøymde, eg veit det var i din tanke;
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Du vakta på meg um eg synda; du gav meg ikkje til mitt brot;
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
um eg var skuldig, usæl eg! Um skuldfri, tord’ eg ei meg briska, av skjemsla mett, med naud for augom;
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
For då du jaga meg som løva og let meg atter under sjå,
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
du førde nye vitne mot meg og harmast endå meir på meg og sende mot meg her på her.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Kvi drog du meg or morsliv fram? Kvi fekk eg ikkje usedd døy,
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
lik ein som aldri til hev vore, og vart i grav frå morsliv lagt?
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Er ikkje mine dagar få? Haldt upp! Slepp meg, so eg litt glad kann verta,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
fyrr eg gjeng burt, og kjem’kje att, til myrkre land med daudeskugge,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
eit land so myrkt som svarte natti, med daudeskugge og vanskipnad, der dagsljoset er som myrke natt!»»
