Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Hejeko ty haveloko; hampidadaeko ty fitoreoko hivolañe ami’ty hafairan-troko.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Hoe ty ataoko aman’Añahare, Ko ozoñe’o; ampahafohino ahiko ty lie’o amako.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Mahasoa azo hao te ihe mamorekeke, te mavoe’o ty satam-pità’o vaho ampiloeloea’o ty fikinià’ o lo-tserekeo?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Amam-pihaino nofotse v’iheo? Mahavazoho manahake ty fañentea’ ondatio hao?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Hambañe ami’ty andro’ o olombeloñeo hao o andro’oo, mira ami’ty tao’ ondatio hao o tao’oo,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
t’ie tsoehe’o o tahikoo, vaho kodebe’o o hakeokoo,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
ndra t’ie arofoana’o te tsy tsereheñe, tsy eo ty haharombake am-pità’o.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Nitsenèm-pità’o iraho, nifonire’o ho raike; aa vaho ho rotsahe’o?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Tiahio te lietse ty nitsenea’o ahy; hampoli’o ho deboke hao?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Tsy nadoa’o hoe ronono hao raho vaho nampamoae’o hoe habobo?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Nanikina’o holitse naho nofotse, namahera’o an-taolañe naho talin’ozatse.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Tinolo’o havelo an-koko migahiñe, vaho nampitambeloñe ty troko ty fiatraha’o.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Fe naeta’o añ’arofo’o ao o raha zao; apotako t’ie ama’o:
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Ie mandilatse iraho, tendre’o, vaho tsy apo’o i hakeokoy.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Ie manao hakeo: hankàñe amako! Ie mahity, tsy vaniko ty miandra, amy te lifo-kasalarañe, tsapako o hasotriakoo.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Aa naho niandrandra: Le hoe liona ty hangoroña’o ahy; vaho havale’o ahy an-kalatsàñe.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Vaoe’o amako o mpanisý ahikoo, vaho indrae’o amako ty haviñera’o; hasosorañe mitovon-kaemberañe ty amako.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Ino ty nañakara’o ahy an-koviñe ao? Nainako te ho nisimba tsy ho niisam-pihaino,
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Hàmake t’ie hoe tsy nitoly, fa boak’an-koviñe mb’an-kibory
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Tsy ho napo’e hao o androko tsy ampeampeo? Misitaha hey irehe, hahatreavako fañanintsin-kedeke,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
aolo’ te hiampaneñako; mb’amy tsy hahafibaliham-beoy, mb’an-tane mimoromoroñe, mb’an-talinjon-kavilasy ao;
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
Tane migobogoboñ’ ieñe, toe fimoromoroñañe, an-tane an-kalon-kavilasy, tsy mipendreñe, miloeloe hoe ieñe.
