Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Mana dvēsele apnikusi dzīvot; savas vaimanas es neaizturēšu, es runāšu savas dvēseles rūgtumā.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Es sacīšu uz Dievu: nepazudini mani, dod man zināt, kāpēc Tu ar mani tiesājies.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Vai Tev patīk varas darbu darīt, atmest Savas rokas darbu un bezdievīgo padomam dot spožumu;
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Vai Tev ir miesīgas acis, vai Tu redzi, kā cilvēks redz?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Vai Tavas dienas ir kā cilvēka dienas un Tavi gadi kā kāda vīra dienas,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Ka Tu manu noziegumu meklē un vaicā pēc maniem grēkiem,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Lai gan Tu zini, ka es bezdievīgs neesmu, un ka neviena nav, kas no Tavas rokas izglābj,
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Tavas rokas mani sataisījušas un darījušas, kāds es viscaur esmu, un tomēr Tu mani aprij.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Piemini jel, ka Tu mani kā mālu esi taisījis, vai Tu mani atkal darīsi par pīšļiem?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Vai Tu mani neesi izlējis kā pienu, un man licis sarikt kā sieram?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Ar ādu un miesu Tu mani esi apģērbis, ar kauliem un dzīslām mani salaidis!
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Dzīvību un žēlastību Tu man esi devis, un Tavas acis sargāja manu dvēseli.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Un to Tu Savā sirdī esi slēpis, es zinu, ka tas Tev prātā stāvēja.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Kad es grēkoju, tad Tu to gribēji pieminēt un mani neatlaist no maniem noziegumiem.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Ja es bezdievīgs biju, ak vai, man! Bet ja biju taisns, taču man nebija galvu pacelt, ar lielu kaunu ieraugot savas bēdas.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Un ja es galvu paceļu, kā lauva Tu mani gribēji vajāt, un arvien atkal brīnišķi pret mani rādīties,
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Pret mani vest Savus lieciniekus citus par citiem un vairot Savu dusmību pret mani, celt pret mani vienu kara spēku pēc otra.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Kāpēc tad Tu mani esi izvedis no mātes miesām? Kaut es būtu nomiris un neviena acs mani nebūtu redzējusi,
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Tad es būtu kā kas mūžam nav bijis, no mātes miesām es būtu kapā guldīts.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Vai nav īss mans mūžs? Mities jel, atstājies no manis, ka es maķenīt atspirgstos,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Pirms es noeju, un vairs neatgriežos, uz tumsības un nāves ēnas zemi,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
Uz zemi, kur bieza tumsība kā pusnakts, kur nāves ēna un nekāda skaidrība, un kur gaisma ir kā tumsība.
