Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
[Tædet animam meam vitæ meæ; dimittam adversum me eloquium meum: loquar in amaritudine animæ meæ.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Dicam Deo: Noli me condemnare; indica mihi cur me ita judices.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Numquid bonum tibi videtur, si calumnieris me, et opprimas me opus manuum tuarum, et consilium impiorum adjuves?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Numquid oculi carnei tibi sunt? aut sicut videt homo, et tu videbis?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Numquid sicut dies hominis dies tui, et anni tui sicut humana sunt tempora,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
ut quæras iniquitatem meam, et peccatum meum scruteris,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
et scias quia nihil impium fecerim, cum sit nemo qui de manu tua possit eruere?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Manus tuæ fecerunt me, et plasmaverunt me totum in circuitu: et sic repente præcipitas me?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Memento, quæso, quod sicut lutum feceris me, et in pulverem reduces me.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Nonne sicut lac mulsisti me, et sicut caseum me coagulasti?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Pelle et carnibus vestisti me; ossibus et nervis compegisti me.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Vitam et misericordiam tribuisti mihi, et visitatio tua custodivit spiritum meum.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Licet hæc celes in corde tuo, tamen scio quia universorum memineris.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Si peccavi, et ad horam pepercisti mihi, cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris?
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Et si impius fuero, væ mihi est; et si justus, non levabo caput, saturatus afflictione et miseria.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Et propter superbiam quasi leænam capies me, reversusque mirabiliter me crucias.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Instauras testes tuos contra me, et multiplicas iram tuam adversum me, et pœnæ militant in me.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Quare de vulva eduxisti me? qui utinam consumptus essem, ne oculus me videret.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Fuissem quasi non essem, de utero translatus ad tumulum.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi? dimitte ergo me, ut plangam paululum dolorem meum,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
antequam vadam, et non revertar, ad terram tenebrosam, et opertam mortis caligine:
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
terram miseriæ et tenebrarum, ubi umbra mortis et nullus ordo, sed sempiternus horror inhabitat.]
