Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Naumaakon iti biagko; iyebkasko ti ririk; agsaoak iti kinasaem ti kararuak.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Ibagak ti Dios, 'Saannak laeng nga ukomen; ipakitam kaniak no apay nga ak-akusarannak.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Nasayaat kadi kenka a rumbeng nga idadanesnak, nga umsiem ti aramid dagiti imam kabayatan nga umis-isemka kadagiti panggep dagiti nadangkes?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Addaanka kadi kadagiti mata ti lasag? Makakitaka kadi a kas iti panagkita ti tao?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Dagiti aldawmo kadi ket kas iti al-aldaw dagiti sangkataoan wenno dagiti tawtawenmo kadi ket kas iti tawtawen dagiti tattao,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
nga agsaludsodka maipapan kadagiti kinadakesko ken sukimatem ti basolko,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
uray no ammom nga awan basolko ken awan ti siasinoman a makaispal kaniak manipud iti imam?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Siaannadnak a binukel ken sinukog dagiti imam, ngem daddadaelennak.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Lagipem, agpakaasiak kenka, a binukelnak a kasla pitak, isublinak kadi manen iti tapok?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Saan kadi nga imbukbuknak a kasla gatas ken binokelnak a kasla keso?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Kinawesannak iti kudil ken lasag ket pinagkakamangnak babaen kadagiti tulang ken piskel.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Inikkannak iti biag ken napudnoka iti tulagmo; binantayan ti tulongmo ti espirituk.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Ngem inlemmengmo dagitoy a banbanag iti pusom—ammok a daytoy ti panpanunotem:
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
a no nagbasolak, maammoam daytoy; saannak a pakawanen iti kinadakesko.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
No nadangkesak, asiak pay; uray no nalintegak, saanko a maitangad ti ulok, agsipud ta napnoak iti pannakaibabain ken kumitkitaak iti bukodko a panagsagaba.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
No itangad ti ulok ti bukodna, anupennak a kasla leon; maminsan pay ipakitam kaniak a mannakabalinka unay.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Mangiy-iyegka kadagiti baro a saksi a maibusor kaniak ket nayunam ti pungtotmo a maibusor kaniak; darupennak babaen kadagiti baro nga armada.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Apay ngarud nga inruarnak manipud iti aanakan? Intedko la koman ti espirituk ket awan pulos ti mata a nakakita kaniak.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Agbalinak koman a kasla saan nga imadda; naawitak la koman manipud iti tiyan agingga iti tanem.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Saan kadi a bassit laeng dagiti aldawko? Isardengmo ngaruden, bay-annak nga agmaymaysa, tapno makainanaak bassit
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
sakbay a mapanak iti lugar a saanakton nga agsubli, iti daga ti kinasipnget ken iti aniniwan ni patay,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
ti daga a nasipnget a kas iti kasipnget ti tengnga ti rabii, ti daga ti aniniwan ni patay, nga awan ti aniaman a urnosna, a ti lawag ket kasla tengnga ti rabii.”'
