Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Mich widert mein Leben an; so will ich denn meiner Klage ihren Lauf lassen, will reden in meiner Seelenpein.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Ich spreche zu Gott: Verdamme mich nicht! Laß mich erfahren, warum du mich befehdest.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Bringt's dir Gewinn, wenn du Bedrückung übst? wenn du deiner Hände mühsam Werk verwirfst, während zu der Frevler Plan dein Antlitz leuchtet?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Hast du denn Fleisches Augen oder siehst du, wie Menschen sehen?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Sind deine Tage wie der Menschen Tage, oder deine Jahre wie eines Mannes Tage,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
daß du nach meiner Verschuldung suchst und nach meiner Sünde forschest,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
ob du gleich weißt, daß ich nicht schuldig bin, und Niemand aus deiner Hand errettet?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Deine Hände haben mich sorgsam gebildet und bereiteten mich, alles zusammen ringsum - und du wolltest mich verderben?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Gedenke doch, daß du wie Thon mich formtest, und willst mich nun wieder zu Staube machen?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Hast du mich nicht hingegossen wie Milch und wie Käse mich gerinnen lassen?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Mit Haut und Fleisch bekleidetest du mich und mit Knochen und Sehnen durchflochtest du mich.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Leben und Huld erwiesest du mir, und deine Obhut bewahrte meinen Odem.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Dabei aber bargst du dies in deinem Herzen - ich weiß, daß du solches plantest -:
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Wenn ich fehlte, so wolltest du mich bewachen und meine Schuld nicht ungestraft lassen.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Wäre ich schuldig - wehe mir! Und hätte ich Recht, so sollte ich doch mein Haupt nicht erheben, gesättigt mit Schande und getränkt mit Elend!
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Und wollte sich's erheben, wie ein Leu wolltest du mich jagen und immer aufs neue deine Wundermacht an mir erweisen.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Stets neue Zeugen wolltest du wider mich vorführen und deinen Grimm vielfältig gegen mich ausüben - ein Schmerzensheer, sich stets ablösend, gegen mich!
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Warum doch zogst du mich hervor aus dem Mutterleibe? Ich hätte verscheiden sollen, ehe mich ein Auge sah!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Als wär' ich nie gewesen, hätte ich werden sollen: vom Mutterschoße weg zum Grabe getragen!
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Nur wenige Tage stehn mir noch bevor - so lasse er doch ab und wende sich von mir, daß ich ein wenig mich erheitre,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
bevor ich hingehe, ohne Wiederkehr, ins Land der Finsternis und des tiefen Dunkels,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
ins Land der Umdüsterung wie Mitternacht, des tiefen Dunkels ordnungslos, so daß es aufglänzt wie Mitternacht.
