Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
