Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Ka hingnah soah ka hinglu loh a ko-oek coeng. Ka kohuetnah he kamah taengah ka sah tih ka hinglu a khahing hil ka thui.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Pathen taengah, “Kai m'boe sak boeh, balae tih kai nan ho, kai m'ming sak.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Na kut thaphu na hnawt vaengah halang kah cilsuep dongah na sae tih na hnaemtaek te nang ham then a?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Hlanghing he na sawt tih na hmuh bangla nang taengah pumsa mik om a?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Na khohnin he hlanghing khohnin bangla, na kum khaw hlang khohnin bangla om a?
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Te dongah kai kathaesainah te na tlap tih ka tholhnah hnukah nan toem.
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Ka boe pawt tih na kut lamloh a huul thai pawt te na mingnah dongah om pataeng.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Na kut loh kai n'noih pai tih thikat la kai n'saii akhaw kai nan dolh pawn ni.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Amlai bangla kai nan saii tih laipi la kai nan mael sak te poek mai lah.
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Suktui bangla kai nan sui tih sukkhal bangla kai nan khal sak moenih a?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Kai he ka vin ka saa neh nan dah tih ka rhuh neh tharhui neh nan cun.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Hingnah neh sitlohnah te kai taengah nan khueh tih ka mueihla loh na ngoldoelh a ngaithuen.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Tedae na thinko ah na khoem he na khuiah tila ka ming.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Ka tholh sitoe cakhaw kai nan ngaithuen dongah kai kathaesainah lamloh kai nan hmil moenih.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Ya-oe kai he ka boe akhaw, ka tang akhaw ka lu ka dangrhoek moenih. Yah ka hah tih ka phacip phabaem loh n'yan.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Sathuengca bangla a phul atah kai nan mae tih kai taengah khobaerhambae la na mael.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Na laipai neh kai hmai ah nan tlaih tih kai taengah na konoinah na hong. Thovaelnah neh caempuei la kai taengah na pai.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Balae tih bung khui lamloh loh kai nan poh. Ka pal palueng vetih mik loh kai m'hmu pawt mako.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
A om khaw a om pawt bangla bungko lamloh phuel la n'khuen.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Ka khohnin he bawn tih a muei la a muei moenih a? Kai lamkah he na dueh na dueh vetih ka ngaidip laem mako.
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Ka caeh hlan vaengah hmaisuep khohmuen neh dueknah hlipkhup la ka mael pawt mako.
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
khoyinnah kho tah dueknah hlipkhup a hmuep bangla om tih cikngae pawh. Te dongah a hmuep la sae,’ ka ti ni,” a ti.
