< Jeremias 12 >
1 Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge?
Tu es trop équitable, ô Eternel, pour que je récrimine contre toi. Cependant je voudrais te parler justice: Pourquoi la voie des méchants est-elle prospère? Pourquoi vivent-ils en sécurité, tous ces auteurs de perfidies?
2 Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet.
Tu les plantes, et ils prennent racine; ils croissent et portent des fruits. Tu es près de leur bouche et loin' de leur coeur.
3 Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag!
Mais moi, ô Eternel, tu me connais, tu m’observes, tu as éprouvé mon coeur qui t’est fidèle. Entraîne-les comme des brebis destinées à la boucherie, réserve-les pour le jour de l’égorgement!
4 (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")
Jusqu’à quand la terre sera-t-elle en deuil et l’herbe dé tous les champs desséchée? C’Est le crime de ses habitants qui a fait périr bêtes et oiseaux, car ils disaient: "Il ne peut prévoir notre avenir!"
5 "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i Jordans Stolthed"?
Si, luttant de vitesse avec des piétons, ils arrivent à te fatiguer, comment rivaliserais-tu avec des coursiers? Si tu te sens en sûreté sur un sol paisible, que feras-tu dans les massifs du Jourdain?
6 Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode Ord!"
Car tes frères mêmes et la maison de ton père, oui, ceux-là mêmes te trahissent, ceux-là mêmes crient à plein gosier après toi; ne te fie pas à eux, quand ils t’adresseront de bonnes paroles.
7 Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd.
J’Ai abandonné ma maison, délaissé mon domaine, et ce que mon âme a de plus cher, je l’ai livré au pouvoir de ses ennemis.
8 Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor må jeg hade den.
La nation qui constituait mon héritage est devenue à mon égard comme un lion dans la forêt; elle a donné de la voix contre moi, c’est pourquoi je l’ai prise en haine.
9 Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde!
La nation qui constituait mon héritage est devenue à mon égard comme un vautour aux serres puissantes; c’est pourquoi les vau—tours font cercle autour d’elle: "Allez, rassemblez toutes les bêtes des champs! Amenez-les pour se repaître!"
10 Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;
De nombreux pâtres ont ravagé ma vigne, piétiné mon champ, fait du domaine qui formait mes délices un désert sauvage.
11 de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det.
On l’a changé en ruine; il est en deuil sous mes yeux, complètement dévasté. Tout le pays est dévasté, car il n’est personne qui prenne ces choses à coeur.
12 Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred.
Sur toutes les hauteurs dénudées dans le désert se sont précipités les envahisseurs, car l’Eternel brandit une épée qui dévore le pays d’une extrémité à l’autre: il n’est de salut pour aucune créature.
13 De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld.
Ils ont semé du blé, et ce sont des épines qu’ils moissonnent; ils s’épuisent sans aucun profit. Rougissez donc des moissons que vous obtenez à cause de l’ardente colère de l’Eternel.
14 Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.
Ainsi parle l’Eternel: "Quant à tous mes mauvais voisins qui attentent à l’héritage que j’ai donné en possession à mon peuple, à Israël, voici, je vais les déraciner de leur pays, puis j’arracherai du milieu d’eux la maison de Juda.
15 Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land.
Mais après les avoir ainsi déracinés, je me reprendrai à avoir pitié d’eux, et je les réintégrerai chacun dans son domaine, chacun dans son pays.
16 Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk.
Que si alors ils ont soin d’adopter les habitudes de mon peuple, jurant par mon nom: "Vive l’Eternel!" tout comme ils avaient accoutumé mon peuple à jurer par Baal, ils seront établis solidement au milieu de mon peuple.
17 Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra HERREN.
Mais s’ils refusent d’obéir, je les déracinerai, ces peuples, je les déracinerai et les ferai périr, dit l’Eternel."