Jakob 4

1 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?

Nençene şos cuvabılqa abıy eyxhe, nya'a şoqa aldapxhın-g'adapxhıniybı eyxhe? Nya'a, man şu abğançe oodane xuruşbışike dişde vod?

2 I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;

Şos hucoomecad ıkkanang'a, şosse man xılel qa'as dəxəmee, şu insan gek'a. Şu paxılıyvalla haa'a şos hucoomecad ıkkanmee, man kar xılel qa'as dəxəmeeyid, uğoodanbı. Şu Allahıke hideqqava, şoqa man kar deş.

3 I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster.

Şu man heqqanıd, şos heled deş. Şu man vuşde kefıke, pisde işbışis heqqava hidele.

4 I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.

Allahne yəqqı'le qıkkepç'ıynbı! Şok'le ats'a dişde, ine dyunyeykana hambaziyvalla, Allahıkana duşmaniyvalla vobna? İne dyunyeyka hambaziyvalla haa'as vukkanang'vee, cuke Allahıs duşman ha'a.

5 Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde.

Sayid şosqa həməxüdmede qöö, Muq'addasne Otk'unee həməxüdcadme otk'un: «Nya'a Allahee dişde, şas rı'h huvu? Mang'us şi vukkan vuxhal-alla, Mana öörəxə deş şi Cule ğayrı merıng'us ı'bəədat ha'amee».

6 Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde."

Mang'vee şas mançile hexxanab yugvalla haa'ana. Mançil-allad Muq'addasne Otk'unee inəxüd eyhe: «Allahee cocab co axtıba vukkekkanbışda yəq q'ats'aak'van, Cocab co axtıba vukdekkanbışismee Cuna yugvalla haagva».

7 Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder;

Mançil-allab Allahee eyhençiqa gyuv'ur-oza qeepxhe, iblisis ıkkanan hıma'a, manke iblisıd şoke hixvasın.

8 holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!

Allahıs k'ane qeepxhe, manke Manar şos k'ane qixhes. Bınahnanbı, xıleppı hoğle, Allahne yəqqı'l it'umba ulydobzuriynbı vuşun yik'bı mətte'e.

9 Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse!

Aq'vabı qe'e, ak' avqe, gyaaşe! Hasre vuşun əqəna gyaaşuylqa, şadvallab derdılqa savk'lecen.

10 Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

Rəbbine ögil haaq'vre, Mang'veeyib şu axtı qaa'as.

11 Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer.

Çocar, sana-sang'une hək'ee pisın immeyhe. Şavaayiy çocune hək'ee pisın eyhe, şavaayiy çoculena haa'a, məxrıng'vee Q'aanunub pis haa'a. İnsanee Q'aanunulena haa'axhe, mana Q'aanunun eyhen ha'ana deş, mançina haakim eyxhe.

12 Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste?

Q'aanun Huvunar, Haakimır sa Allah vorna, gyapt'asıb g'attivxhan haa'asıb vəəxəna saccu Mana vor. Ğu vuşuna eyxhe, yiğne k'anerıng'us ğucar vake haakim haa'a?

13 Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde,

Həşde məxüd eyhenbışe k'ırı alixhxhecen: «G'iynayee, g'iyqayee şi sa neneme şahareeqa hapk'ın, maa sa senna avxu, kar alişşu massa huvu, pıl ha'as».

14 I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder;

Mançilqa axvee, şok'le g'iyqa vuk'lelqa hucoome qales ats'ad deş. Yişda ı'mı'r hucoo eyxhen karne? Sık'ınna gahna g'ecene, qiyğad ayk'anne booğak akar.

15 i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint.

Mançilesa şu eyhe: «Rəbbis ıkkiykınee, hidyapt'ı avxvee, manayee, mebnayee iş haa'a».

16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.

Həşdemee şu, gırgın vuşde xıledın xhinne, gırgın şosse əxən xhinne yuşan haa'a. Məxüb yuşan hav'uy qotkuda deş vod.

17 Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd.

Şavuk'leyiy vucee yugun ha'as ıkkanva ats'a, yicıd hidya'a, məxrıng'vee bınah haa'a.