Jakob 3
1 Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom.
Eigi ichil-inaosa, nakhoi ayambana tambiba ojasing oiganu maramdi tambiba oja oiba eikhoi henna kanba wayenba phanggani haiba nakhoina khangliba aduni.
2 Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme.
Eikhoi pumnamak toina asoiba toui. Adubu kanagumba mi amana mahakna haiba wada asoiba amata leitrabadi, mahak mapung phaba amasung mahakki masa apumba khudum chanba ngamba mi amani.
3 Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
Eikhoigi haiba innanaba eikhoina sagolgi machinda yachan challi aduga eikhoina chatningba maphamda mahakpu chat-hanba ngammi.
4 Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står.
Nattraga achouba hi amagi maramda wakhal tousi: hi adu yamna chaojarabasu amadi akanba nungsitna humlaga purabasu piklaba nougi mapanna hinao sabana chatning chatningba maikeida koilei leiba ngammi.
5 Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
Adugumduna lei asisuni: madu pikcharasu achou achoubasinggi maramda napan tou-i. Khanthabiyu, piklaba meirik amana chaokhraba umang amabu mei chak-hanba ngamlibani!
6 Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. (Geenna g1067)
Leidi meigumbani, ayol arangi taibangpanbani; leina eikhoigi hakchang kayatsinggi marakta kayat ama oiduna hakchang apumbada phattaba sandok-i, amasung mahakki punsigi khongchat pumnamak norok-maktagi lakpa meina chak-halli. (Geenna g1067)
7 Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
Makhal khudingmakki sasing, ucheksing, mapukna sittuna chatpa sasing amasung isingda hinglibasingbu mioibana lakpa ngammi.
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.
Adubu mi kana amatana leibu lakpadi ngamde. Masi khudum chanba ngamdaba phattaba amani, siba yaba huna thalli.
9 Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
Masigi lei asina eikhoina eikhoigi Mapu Ibungo amasung Ipabu thagatli, aduga Tengban Mapugi mitamda semkhraba misingbu eikhoina sirap tou-i.
10 Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så.
Chin amatadagi thagat waheising amasung sirap touba thoklak-i. Eigi ichil inaosa, masi asumna oiroidabani!
11 Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
Iphut amadagi thumhi chenba ising amasung thumhi chendaba ising animak thoklakte.
12 Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.
Eigi ichil inaosa, heiyit panbida chorphon panba yaba hounade aduga anggur pambida heiyit panba yaba hounade. Matou asumna thumhi chenba iphutna thumhi chendaba ising thok-hanba yaba hounade.
13 Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
Nakhoigi narakta asingba amasung wakhal taba kanagumba yaobra? Mahakki aphaba punsi amadi lousing amasung nolukpaga loinna mahakna pangthokpa aphaba thabakna utsanu.
14 Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
Adubu nakhoigi thamoinungda yamna kallakpa amasung masagi oijabata thiba adu karigumba leirabadi, nakhoina nakhoigi lousinggi maramda chaothoktuna achumbagi maiyokta pap langsin-ganu.
15 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;
Adugumba lousing adudi swargadagi lakpa natte; madu taibangpangi oibani, thawaigi oiba natte lai phattabadagi oibani.
16 thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.
Kallakpa amasung masagi oijaba thiba leiba maphamda charangnaba amadi makhal khudingmakki phattaba adu lei.
17 Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.
Adubu swargadagi lakpa lousing adu ahanbada asengbani; adudagi ingthaba, pukning tappa, amasung marup mapang oiba; nungsiheibana thanba amasung aphaba thabakki maheising puthokpa; michang-mikhai naidaba amasung aphasasinnaba yaodaba oi.
18 Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.
Ingthabagi maru hunba ingthaba pibasingna achumba chatpagi mahei lok-i.
