Jakob 3
1 Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom.
Ti eshuwotso! noo danifuwotsi wottsuwots iki bogts angsho node'k'etwok'o itdantsotse ititse ayuwots danifuwotsi wotk'ayine.
2 Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme.
No noúnets aayote nosheeliri, b́ noon keew keewon darrawo bí bí ats jamo kordek' falituwo ik jag bí atse daatseraw ashe.
3 Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
Farsho noosh bí azazetwok'o b́ nonots lugamo nogedeti, mank'oon bíats jamó no shuntsok jiishituwone.
4 Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står.
Markabo awuk'o een b́ wotiyaloru jong angon b́ jookewor, markab jokirwo bir múk'naún b́ shuntso maants b́ jiishiti.
5 Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
Mank'owere alberu muk'na'a atsi kayu wotefetsat een een keewwotsn bit'iri, een gemo b́mis'fo taw muk'na'úne.
6 Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. (Geenna g1067)
Alberunu tawok'oyiye. Alberu noatsi kaywotsitse daatseru gond datsuniye. Ats jamats aldetstsonat noats jamo bi awaashiti. Gahanemitse keshiru tawok'o nobee jamo bmitsiri. (Geenna g1067)
7 Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
Datsatsi s'otswotsnat kafuwots, datsatse getseyirwotsnat aats k'arotse sha'iru azeets jamwots ashon sezewo falitune, andoor sezeerne.
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.
Wotowa bako albero sezo falituwo konuwor aaliye, úd'it marziyo bín s'eentsonat kashdek'o biitse deshaw gond keewniye.
9 Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
Bín no nihi Ik'o noúdiri, mank'owere bín Ik'i aron azeets ashuwotsi noc'ashiri.
10 Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så.
Noon ikotse údonat c'ashon keshirune, tieshuwotso! han b́ woto geyiratse.
11 Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
Aats t'up' ikotse úshosh wotit shaaw aatsonat s'aam aatson t'up'osh falituwa?
12 Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.
Ti eshuwotso! belesi mito woyira eteets mit shúwo shuwosh falatse. Wee woyini bos'o Belesi shuwo shuwosh falatse? Mank'o s'aam aatsotse shaaw aatso keyatse.
13 Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
It dagotsere dan teleefonat t'iwints detsts asho kone? Dani teleefonat b́tooko dashan detson b́fiintsfino b́sheng beyon kitsuwe.
14 Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
Wotowabako s'aamts okooronat b́ took shuno it nibots fa'e wotiyal it'k'ayere, arikeewatsowere kootk'ayere.
15 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;
Dani teleefan b́ daatseti, datsuwatse meetsatse, Dablosokna bako Ik'onaaliye.
16 thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.
Okooronat took shunon bobeyokoke dimbironat gond fin jamwots beetune.
17 Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.
Wotowaere Ik'oke daatset dani teleefo shin shino s'ayine, manats dabrnuwere jeenon s'eents, doo, maneyo, mhretiyo, sheeng shuwo bín s'eentso, bogabogshoonat gitalberetsi woto biitse deshawoniye.
18 Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.
Jeen be shunts ashuwots jeeno shoohr kááwi shuwo kakuwitune.
