Esajas 1
1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
Uzziya, Yotam, Aⱨaz wǝ Ⱨǝzǝkiyalar Yǝⱨudaƣa padixaⱨ bolƣan waⱪitlarda, Yerusalem wǝ Yǝⱨuda toƣrisida, Amozning oƣli Yǝxaya kɵrgǝn ƣayibanǝ wǝⱨiy-alamǝtlǝr: —
2 Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
«I asmanlar, anglanglar! I yǝr-zemin, ⱪulaⱪ sal! Qünki Pǝrwǝrdigar sɵz eytti: — «Mǝn balilarni beⱪip qong ⱪildim, Biraⱪ ular Manga asiyliⱪ ⱪildi.
3 En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
Kala bolsa igisini tonuydu, Exǝkmu hojayinining oⱪuriƣa [mangidiƣan yolni] bilidu, Biraⱪ Israil bilmǝydu, Ɵz hǝlⱪim ⱨeq yorutulƣan ǝmǝs.
4 Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.
Aⱨ, gunaⱨkar «yat ǝl», Ⱪǝbiⱨlikni toplap ɵzigǝ yükligǝn hǝlⱪ, Rǝzillǝrning bir nǝsli, Nijis bolup kǝtkǝn balilar! Ular Pǝrwǝrdigardin yiraⱪlixip, «Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqi»ni kɵzigǝ ilmidi, Ular kǝynigǝ yandi.
5 Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
Nemixⱪa yǝnǝ dumbalanƣunglar kelidu? Nemixⱪa asiyliⱪ ⱪiliwerisilǝr? Pütün baxliringlar aƣrip, Yürikinglar pütünlǝy zǝiplixip kǝtti,
6 fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.
Bexinglardin ayiƣinglarƣiqǝ saⱪ yeringlar ⱪalmidi, Pǝⱪǝt yara-jaraⱨǝt, ixxiⱪ wǝ yiring bilǝn toldi, Ular tazilanmiƣan, tengilmiƣan yaki ularƣa ⱨeq mǝlⱨǝm sürülmigǝn.
7 Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
Wǝtininglar qɵllǝxti; Xǝⱨǝrliringlar kɵyüp wǝyranǝ boldi; Yǝr-zemininglarni bolsa, yatlar kɵz aldinglardila yutuweliwatidu; U yatlar tǝripidin dǝpsǝndǝ ⱪilinip qɵllixip kǝtti.
8 Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.
Əmdi üzümzarƣa selinƣan qǝllidǝk, Tǝrhǝmǝklikkǝ selinƣan kǝpidǝk, Muⱨasirigǝ qüxkǝn xǝⱨǝrdǝk, Zionning ⱪizi zǝip ⱪalduruldi.
9 Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar bizgǝ azƣinǝ «ⱪaldisi»ni ⱪaldurmiƣan bolsa, Biz Sodom xǝⱨirigǝ ohxap ⱪalattuⱪ, Gomorra xǝⱨirining ⱨaliƣa qüxüp ⱪalattuⱪ.
10 Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!
I Sodomning ⱨɵkümranliri, Pǝrwǝrdigarning sɵzini anglap ⱪoyunglar, «I Gomorraning hǝlⱪi, Hudayimizning ⱪanun-nǝsiⱨitigǝ ⱪulaⱪ selinglar!
11 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN; jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
Silǝr zadi nemǝ dǝp Manga atap nurƣunliƣan ⱪurbanliⱪlarni sunisilǝr?» — dǝydu Pǝrwǝrdigar. — «Mǝn kɵydürmǝ ⱪoqⱪar ⱪurbanliⱪinglardin, Bordaⱪ malning yaƣliridin toyup kǝttim, Buⱪilar, paⱪlanlar, tekilǝrning ⱪanliridin ⱨeq hursǝn ǝmǝsmǝn.
12 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
Silǝr Mening aldimƣa kirip kǝlgininglarda, Silǝrdin ⱨoyla-aywanlirimni xundaⱪ dǝssǝp-qǝylǝxni kim tǝlǝp ⱪilƣan?
13 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.
Biⱨudǝ «axliⱪ ⱨǝdiyǝ»lǝrni elip kelixni boldi ⱪilinglar, Huxbuy bolsa Manga yirginqlik bolup ⱪaldi. «Yengi ay» ⱨeytliri wǝ «xabat kün»lirigǝ, Jamaǝt ibadǝt sorunliriƣa qaⱪirilixlarƣa — Ⱪisⱪisi, ⱪǝbiⱨliktǝ ɵtküzülgǝn daƣduƣiliⱪ yiƣilixlarƣa qidiƣuqilikim ⱪalmidi.
14 Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
«Yengi ay» ⱨeytinglardin, bekitilgǝn ⱨeyt-bayriminglardin ⱪǝlbim nǝprǝtlinidu; Ular manga yük bolup ⱪaldi; Ularni kɵtürüp yürüxtin qarqap kǝttim.
15 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
Ⱪolunglarni kɵtürüp duaƣa yayƣininglarda, Kɵzümni silǝrdin elip ⱪaqimǝn; Bǝrⱨǝⱪ, kɵplǝp dualarni ⱪilƣininglarda, anglimaymǝn; Qünki ⱪolliringlar ⱪanƣa boyaldi.
16 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,
Ɵzünglarni yuyup, paklininglar; Ⱪilmixliringlarning rǝzillikini kɵz aldimdin neri ⱪilinglar, Rǝzillikni ⱪilixtin ⱪolunglarni üzünglar;
17 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
Yahxiliⱪ ⱪilixni ɵgininglar; Adilliⱪni izdǝnglar, Zomigǝrlǝrgǝ tǝnbiⱨ beringlar, Yetim-yesirlǝrni naⱨǝⱪliⱪtin halas ⱪilinglar, Tul hotunlarning dǝwasini soranglar.
18 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
Əmdi kelinglar, biz munazirǝ ⱪilixayli, dǝydu Pǝrwǝrdigar, Silǝrning gunaⱨinglar ⱪip-ⱪizil bolsimu, Yǝnila ⱪardǝk aⱪiridu; Ular ⱪizil ⱪuruttǝk toⱪ ⱪizil bolsimu, Yungdǝk ap’aⱪ bolidu.
19 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
Əgǝr itaǝtmǝn bolup, anglisanglar, Zemindiki esil mǝⱨsulattin bǝⱨrimǝn bolisilǝr;
20 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.
Biraⱪ rǝt ⱪilip yüz ɵrisǝnglar, Ⱪiliq bilǝn ujuⱪturulisilǝr» — Qünki Pǝrwǝrdigar Ɵz aƣzi bilǝn xundaⱪ degǝn.
21 At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
Sadiⱪ xǝⱨǝr ⱪandaⱪmu paⱨixǝ bolup ⱪaldi!? Əslidǝ u adalǝt bilǝn tolƣanidi, Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ uni makan ⱪilƣanidi, Biraⱪ ⱨazir ⱪatillar uningda turuwatidu.
22 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
Kümüxüng bolsa daxⱪalƣa aylinip ⱪaldi, Xarabingƣa su arilixip ⱪaldi;
23 Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.
Əmirliring asiyliⱪ ⱪilƣuqilar, Oƣrilarƣa ülpǝt boldi; Ularning ⱨǝrbiri pariƣa amraⱪ bolup, Soƣa-salamlarni kɵzlǝp yürmǝktǝ; Ular yetim-yesirlǝr üqün adalǝt izdimǝydu; Tul hotunlarning dǝwasi ularning aldiƣa yǝtmǝydu.
24 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
Xunga — dǝydu samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Rǝb Pǝrwǝrdigar — Yǝni Israildiki ⱪudrǝt Igisi eytidu: — Mǝn küxǝndilirimni [jazalap] puhadin qiⱪimǝn, Düxmǝnlirimdin ⱪisas alimǝn;
25 Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
Ⱪolumni üstünggǝ tǝgküzüp, Seni tawlap, sǝndiki daxⱪalni tǝltɵküs tazilaymǝn, Sǝndiki barliⱪ arilaxmilarni elip taxlaymǝn.
26 Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
Ⱨɵkümran-soraⱪqiliringlarni awwalⱪidǝk, Mǝsliⱨǝtqiliringlarni dǝslǝptikidǝk ⱨalƣa kǝltürimǝn. Keyin sǝn «Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪning Makani», «Sadiⱪ Xǝⱨǝr» — dǝp atilisǝn.
27 Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
Əmdi Zion adilliⱪ bilǝn, Wǝ uningƣa ⱪaytip kǝlgǝnlǝr ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn ⱪutⱪuzulup ⱨɵr ⱪilinidu.
28 Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.
Biraⱪ asiylar wǝ gunaⱨkarlar birdǝk ujuⱪturulidu, Pǝrwǝrdigardin yüz ɵrigüqilǝr bolsa ⱨalak bolidu.
29 Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;
Xu qaƣda silǝr tǝxna bolƣan dub dǝrǝhliridin nomus ⱪilisilǝr, Talliƣan baƣlardin hijil bolisilǝr.
30 thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.
Qünki ɵzünglar huddi yopurmaⱪliri ⱪurup kǝtkǝn dub dǝrihidǝk, Susiz ⱪuruⱪ bir baƣdǝk bolisilǝr.
31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
Xu küni küqi barlar otⱪa xam piliki, Ularning ǝjri bolsa, uqⱪun bolidu; Bular ⱨǝr ikkisi tǝngla kɵyüp ketidu, Ularni ɵqürüxkǝ ⱨeqkim qiⱪmaydu.
