Esajas 9

1 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.

Toe raihaih tongh kaminawk loe hnukkhuem ah vinghaih hoiah om o mak ai; canghnii ah Zebulun hoi Naptali prae to anih mah raihaih paek, toe hmabang ah loe tuipui caehhaih loklam, Jordan vapui taeng, Galilee prae ah kaom Gentelnawk to pakoeh ah om tih boeh.

2 Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.

Vinghaih thungah paqai kaminawk loe kalen parai aanghaih to hnuk o boeh; duekhaih tahlip thungah kaom kaminawk nuiah, aanghaih to phak boeh.

3 Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles.

Acaeng kaminawk to na pungsak moe, nihcae anghoehaih to na pungsak boeh; cang aahhaih tue ah kaminawk anghoe o baktih, lomh ih hmuen amzet o naah kaminawk anghoe o baktih toengah, nihcae loe na hmaa ah anghoe o boeh.

4 Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag;

Midian kaminawk ukhaih thungah oh o naah sak ih baktih toengah, nihcae mah phawh o ih kazit hmuen, palaeng ah aput o ih hmuen hoi pacaekthlaek ah kaom kami ih cunghet to Angraeng mah khaeh pae boih boeh.

5 ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.

Misatuh kaminawk mah misatuk haih khokpanai hoi athii kangnok khukbuennawk loe hmaiqoeng han koi hmuen ah ni om tih.

6 Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.

Aicae hanah nawkta maeto tapen boeh, aicae hanah capa maeto ang paek boeh; prae ukhaih loe anih ih palaeng nuiah om tih; anih ih ahmin loe Dawnrai, Lokthuih bomkung, Thacak Sithaw, Dungzan Ampa, Angdaehhaih Angraeng, tiah kawk tih.

7 Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det.

Anih ukhaih hoi angdaehhaih loe boenghaih om mak ai, David ih angraeng tangkhang hoi a ukhaih prae nuiah pung tahang tih; toenghaih hoi a patuk ih lok baktiah lok to caek tih, a ukhaih loe vaihi hoi kamtong dungzan khoek to cak poe tih. Misatuh kaminawk ih Angraeng thacakhaih hoiah hae hmuen hae akoepsak tih.

8 Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;

Angraeng mah Jakob khaeah lok to patoeh moe, Israel nuiah phaksak.

9 alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:

Ephraim hoi Samaria ah kaom kaminawk boih mah to lok to panoek o tih, poeksanghaih hoi amoekhaih hoiah,

10 "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!"

amlai long hoi sak ih im to amtimh cadoeh, kamtak thlung hoiah ka sak o let han; thaiduetkungnawk to pakhruh o cadoeh, a zuengah sidar thingnawk ka thling o let han, tiah lokthui kaminawk mah doeh panoek o tih.

11 Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,

To pongah Angraeng mah nihcae tuk hanah Rezin ih misanawk to pahruek moe, Ephraim ih misanawk to angthawksak boeh;

12 Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Syria kaminawk mah ni angyae bang hoiah pakha aangh o thuih moe, Philistin kaminawk mah niduem bang hoiah pakha aangh o thuih pongah, Israel to paaeh o boeh. Hae tiah oh pacoengah doeh, anih palungphuihaih dii ai, a ban phok toengtoeng vop.

13 Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers HERRE.

Toe kaminawk loe nihcae bopkung khaeah amlaem o ai, misatuh kaminawk ih Angraeng doeh pakrong o ai toengtoeng vop.

14 Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag.

To pongah Angraeng mah Israel to lu hoi tamai salakah takroek pat ueloe, tanghang hoi akung to nito thungah takroek tih.

15 Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.

Kacoehtanawk hoi khingya koi kaom kaminawk loe lu ah oh o, amsawnlok patuk tahmaa loe tamai ah om tih.

16 De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.

Hae kami zaehoikungnawk loe kaminawk to loklam caeh pazaesak moe, kaminawk to amrosak boeh.

17 Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

To pongah Angraeng loe nihcae ih thendoengnawk nuiah anghoehaih tawn ai, ampa tawn ai kaminawk hoi lamhmainawk nuiah doeh tahmenhaih tawn mak ai; nihcae loe angsah cop kami, kahoih ai hmuen sah kami ah oh o moe, amthuhaih lok to apaeh o. To tiah oh pacoengah doeh, anih palungphuihaih to dii ai, a ban phok toengtoeng vop.

18 Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg.

Sethaih loe hmai baktiah kangh; kapring hoi soekhringnawk doeh hmai mah kangh ueloe, kathah taw doeh hmai mah kangh tih, thingnawk loe van ah angtoeng tahang hmaikhue baktiah om o tih.

19 Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre.

Misatuh kaminawk ih Angraeng palungphui pongah, prae loe khoving tih; kaminawk loe hmai ah tik koi thing baktiah ni om o tih; mi mah doeh angmah ih nawkamya to paquem mak ai.

20 Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,

Anih mah bantang ban hoi paaeh tih, toe zok amthlam toengtoeng vop tih; banqoi ban hoiah caa tih, toe zok amhah mak ai; kami maeto boih mah angmah ih ban tampawk moi to caa o tih;

21 Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Manasseh acaeng mah Ephraim acaeng to caa ueloe, Ephraim acaeng mah doeh Manasseh acaeng to caa tih: nihnik angbom hoi ueloe Judah to tuh hoi tih. To tiah oh pacoengah doeh anih palungphuihaih dii mak ai, a ban phok toengtoeng vop tih.