Esajas 6
1 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.
V letu, ko je kralj Uzíjah umrl, sem videl tudi Gospoda sedeti na prestolu, visokega in dvignjenega in njegova vlečka je napolnila tempelj.
2 Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
Nad njim so stali serafi. Vsak je imel šest peruti. Z dvema je pokril svoj obraz in z dvema je pokril svoja stopala in z dvema je letel.
3 og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"
Eden je vzklikal drugemu in govoril: »Svet, svet, svet je Gospod nad bojevniki. Celotna zemlja je polna njegove slave.«
4 Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.
Podboji vrat so se premaknili ob glasu tistega, ki je vpil in hiša je bila napolnjena z dimom.
5 Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"
Potem sem rekel: »Gorje meni! Kajti onemel sem, ker sem človek nečistih ustnic in prebivam v sredi ljudstva nečistih ustnic, kajti moje oči so videle kralja, Gospoda nad bojevniki.«
6 Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
Potem je priletel k meni eden izmed serafov, ki je imel v svoji roki žerjavico, ki jo je s kleščami vzel od oltarja.
7 det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"
To je položil na moja usta in rekel: »Glej, to se je dotaknilo tvojih ustnic in tvoja krivičnost je odvzeta proč in tvoj greh je očiščen.«
8 Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"
Slišal sem tudi glas od Gospoda, rekoč: »Koga naj pošljem in kdo bo šel za nas?« Potem sem rekel: »Tukaj sem, pošlji mene.«
9 Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
Rekel je: »Pojdi in povej temu ljudstvu: ›Resnično, poslušajte, toda ne razumite in resnično glejte, pa ne zaznajte.
10 Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."
Naredi srce tega ljudstva debelo in njihova ušesa naredi težka in zapri njihove oči, da ne bi videli s svojimi očmi in [ne bi] slišali s svojimi ušesi in [ne bi] razumeli s svojim srcem in ne bi bili spreobrnjeni in ne bi bili ozdravljeni.‹«
11 Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!"
Tedaj sem rekel: »Gospod, doklej?« Odgovoril je: »Dokler ne bodo mesta opustošena, brez prebivalca in hiše brez človeka in ne bo dežela popolnoma zapuščena
12 Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;
in Gospod je ljudi odstranil daleč proč in tam bo veliko zapuščanja v sredi dežele.
13 og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
Toda vendar bo v njej desetina in ta se bo vrnila in bo požrta; kakor terebinta in kakor hrast, katerega snov je v njiju, ko odvržeta svoje listje, tako bo sveto seme snov le-tega.«
