Esajas 35
1 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;
Praezaek hoi long kasae loe anghoe tih; kapong sut long mah doeh anghoe ueloe, rose pawk baktiah apawk tih.
2 blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. HERRENs Herlighed skuer de, vor Guds Højhed.
Pop parai ah apawk to ampha ueloe, anghoehaih, oephaih hoiah laa to sah o tih; Lebanon lensawkhaih, Karmel hoi Sharon hoihhaih to anih khaeah paek tih; Angraeng lensawkhaih hoi aicae Sithaw hoihhaih to nihcae mah hnu o tih.
3 Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste,
Bantha zokhaih to tha om o sak ah loe, thacak ai khokkhu to thacak o sak ah.
4 sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.
Zithaih palungthin tawn kaminawk hanah, Thacak oh, zii o hmah, tiah thui pae oh; khenah, na Sithaw loe sak ih zaehaih baktih toengah, lu lak hanah angzo tih; anih loe nang to pahlong hanah angzo tih boeh.
5 Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op;
To pacoengah loe mikmaengnawk mik padai o tih, naapang kaminawk doeh naa akhaw o tih boeh.
6 da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark;
Khokkhaem kaminawk loe sakhi baktiah angphet o tih, lokaa mah doeh laa to sah tih boeh; praezaek ah tui to puek ueloe, long karoem ahmuen ah tui to long tih boeh.
7 det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv.
Hmai ah kamngaeh savuet to tuili ah angcoeng ueloe, tui anghae long ah tui to puek tih boeh; tasuinawk ohhaih hoi tabokhaih ahmuen ah phroh, sakrungkung hoi rihkung baktiah kaom akungnawk to amprawk o tih.
8 Der bliver en banet Vej, den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild.
To ah manglaih lampui to om ueloe, Ciimcai Loklam, tiah kawkhaih to om tih; kaciim ai kami loe to lampui to pazui mak ai; minawk kalah hanah ni oh, to loklam ah loe amthu kami mataeng mah doeh lam amkhraeng mak ai.
9 På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den,
To ah kaipui om mak ai, moisannawk doeh to loklam ah caeh o mak ai, hnuk han mataeng doeh om mak ai; toe akrang ih kaminawk khue ni to ah caeh o tih.
10 HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
Angraeng mah akrang ih kaminawk loe amlaem o let ueloe, laa to sah o tih, dungzan anghoehaih lumuek angmuek hoiah Zion ah angzo o tih; nihcae mah anghoehaih hoi oephaih to hnu o tih, palungset khuiqahhaih to om mak ai boeh.
