< Esajas 33 >
1 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
Woe to thee that wastest, while thou wast not wasted; and traitor, while men dealt not treacherously with thee! when thou shalt have made an end of wasting, thou shalt be wasted, and when thou shalt have finished to deal treacherously, men shall deal treacherously with thee.
2 HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
O Lord, be gracious; we have waited for thee: be thou their support every morning, also our salvation in the time of trouble.
3 For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene.
At the noise of [thy] thunder people fled; when thou liftedst thyself up nations were scattered.
4 Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.
And your spoil shall be gathered as the cricket gathereth: as locusts run about, so shall people hasten after it.
5 Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.
The Lord is exalted; for he dwelleth on high; he hath filled Zion with justice and righteousness.
6 Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
And the stability of thy times and the strength of thy happiness shall be wisdom and knowledge; the fear of the Lord is his treasure.
7 Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
Behold, their valiant ones cry without: the ambassadors of peace weep bitterly.
8 Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.
The highways lie waste, ceased hath the wayfaring traveler: he hath broken the covenant, he despiseth cities, he regardeth not man.
9 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
It mourneth, it languisheth—the land: Lebanon is ashamed, it is withered away; Sharon is become like a wilderness; and bereft of their fruits are Bashan and Carmel.
10 Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!
Now will I arise, saith the Lord; now will I raise myself; now will I lift myself up.
11 I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv;
Ye shall be pregnant with hay, [and] ye shall bring forth stubble: your breath is a fire, which shall devour you.
12 til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.
And the people shall be burnt as lime: as cut-off thorns shall they blaze up in fire.
13 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.
Hear, ye distant ones, what I have done; and acknowledge ye that are near my might.
14 På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"
In Zion sinners are in dread; trembling hath seized on hypocrites. “Who among us shall abide with the devouring fire? who among us shall abide with everlasting burnings?”
15 Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde -
He that walketh in righteousness, and speaketh uprightly; he that despiseth the gain of oppressions, that shaketh his hands against taking hold of bribes, that stoppeth his ears against hearing of blood, and shutteth his eyes against looking on evil;
16 højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.
He shall dwell on high; rocky strongholds shall be his refuge: his bread shall be given him; his water shall be sure.
17 Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.
The king in his beauty shall thy eyes behold: they shall see a far-off land.
18 Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?"
Thy heart shall meditate [on past] terror. “Where is who wrote down? where is he that weighed? where is he that counted the towers?”
19 Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge.
The barbarous people shalt thou not see any more, the people of a speech too obscure to be understood, of a stammering tongue, without meaning.
20 Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.
Look on Zion, the town of our solemn assemblies; thy eyes shall see Jerusalem as an undisturbed residence, a tent that shall not be struck for removal; not one of the stakes of which shall ever be moved, and all the cords of which shall never be torn loose.
21 Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
But there will the Lord [show himself] mighty unto us, [in] a place of rivers and streams of ample breadth; wherein no oared galley shall go, and a gallant ship shall not pass thereby.
22 Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.
For the Lord is our judge, the Lord is our lawgiver, the Lord is our king; he will save us.
23 Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.
Loose hang thy tacklings; they cannot well uphold strongly their mast, they cannot spread the sail. Then are divided booty and spoil in abundance, [even] the lame take the booty.
24 Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.
And no inhabitant shall say, I am sick: the people that dwell therein shall be one whose iniquity is forgiven.