Esajas 26

1 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.

To na niah loe Judah prae ah hae laa hae sah o tih; kacak vangpui to a tawnh o; Sithaw mah tapang hoi kacak sipae hoiah loihhaih to na sah pae tih.

2 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,

Khongkha to paong oh, loktang ah khosah kami hoi katoeng kaminawk to akun o nasoe;

3 hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.

poektoeng kami loe nang to oep pongah, kakoep monghaih to na paek tih.

4 Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.

Angraeng JEHOVAH loe dungzan abuephaih ah oh pongah, Angraeng loe dungzan khoek to oepthoh.

5 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.

Anih mah hmuensang ah kaom kaminawk to pakhrak tathuk moe, kasang vangpuinawk doeh pahnaem tathuk; long ah kraksak moe, maiphu thungah a vah.

6 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

To vangpui ah kamtang kami hoi kavawt kaminawk ih khok tangkannawk to khok hoiah cawh pae o tih.

7 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.

Katoeng kami loe loklam katoeng ah caeh; Aw Katoeng koek, nang loe, katoeng kami ih loklam to na sak pae.

8 Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå.

Ue, na toenghaih loklam, Aw Angraenhg nang to kang zing o; ka hing o haih mah na hmin ka panoek o poe thai hanah, koehhaih ka tawnh o.

9 Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd.

Ka hinghaih mah khoving ah nang to poek, ue, kai thung ih pakhra mah khawnthaw ah nang to pakrong tih; long ah na lokcaekhaih phak naah, long nuiah kaom kaminawk mah na toenghaih to amtuk o tih.

10 Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.

Kasae kami khaeah tahmenhaih to nam tuengsak, toe toenghaih to amtuk mak ai; anih loe toenghaih prae ah mataeng doeh kahoih ai hmuen to sak toengtoeng vop moe, Angraeng lensawkhaih to tiah doeh sah ai.

11 HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!

Aw Angraeng, na ban payangh tahang naah, nihcae mah hnu o mak ai; toe nangmah ih kaminawk na khetzawnhaih nam tuengsak naah, nihcae loe azat o tih; ue, na misanawk ih hmai mah nihcae to kang tih.

12 HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.

Angraeng, monghaih to kaicae hanah nang paek tih; kaicae ih hmuennawk boih nang sak pae boeh.

13 HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.

Aw Angraeng kaicae ih Sithaw, nang mah khue ai, kalah angraengnawk mah doeh kaicae hae ang uk o boeh; toe nang ih ahmin khue ni ka saphaw o han.

14 Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.

Nihcae loe duek o boeh moe, hing o mak ai boeh; kadueh pakhranawk loe angthawk o let mak ai boeh; nihcae to na thuitaek moe, nam rosak; nihcae panoekhaih to nang hmatsak boeh.

15 Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.

Aw Angraeng, acaeng to na pungsak moe, prae doeh na kawksak boeh; nang loe lensawkhaih hoiah na oh boeh; prae angzithaih ramrinawk boih doeh na kawksak boeh.

16 HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.

Angraeng, raihaih hoiah nang khaeah angzoh o; nihcae to na thuitaek naah, lawkthuihaih hoi nang khaeah ang zoh o.

17 Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.

Aw Angraeng, kaicae loe zokpomh nongpata mah, nawkta tapen tom nathuem ih kana aham baktiah ni na hmaa ah ka oh o boeh.

18 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.

Zok ka pomh o moe, nat loiah ka hangh o, toe tidoeh om ai takhi ni ka tapen o lat; long kaminawk mah loihhaih to hnu o ai; long nuiah kaom kaminawk pazawkhaih doeh om ai.

19 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

Toe nang ih kadueh kaminawk loe hing o tih; nihcae loe kadueh ka takpum hoiah nawnto angthawk o tih. Nangcae maiphu thungah kaom kaminawk, Angthawk oh loe, laa to sah oh; nangcae ih dantui loe khawnthaw ah kaom phroh nui ih dantui baktiah oh, long mah kadueh kaminawk to va tih.

20 Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.

Kai ih kaminawk, angzo oh, imthung ah akun oh, nangcae hnukah kaom thoknawk to khaa oh; palungphuihaih boeng ai karoek to nawnetta thungah anghawk oh.

21 Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.

Khenah, angmacae zaehaih pongah long kaminawk to thuitaek hanah, Angraeng loe angmah ohhaih ahmuen hoiah angzoh boeh; to naah long mah anih nuiah kaom athii longhaih to amtuengsak tih, anih mah hum ih kaminawk doeh hawk mak ai boeh.