Esajas 17
1 Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus;
Dǝmǝxⱪ toƣruluⱪ yüklǝngǝn wǝⱨiy: — Mana, Dǝmǝxⱪ xǝⱨǝr bolup turuwǝrmǝy, naⱨayiti bir dɵwǝ harabiliⱪⱪa aylandurulidu.
2 dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes.
Aroǝrdiki xǝⱨǝrlǝr adǝmzatsiz bolup, Ⱪoy padiliriƣa ⱪaldurulidu, Ular tinq-aman yatidu, Ularni ⱪorⱪutⱪudǝk ⱨeqbir adǝmmu kɵrünmǝydu.
3 Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest; det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra Hærskarers HERRE.
Əfraimda bolsa, ⱪorƣanliⱪ xǝⱨǝrlǝr yoⱪilidu, Dǝmǝxⱪning xaⱨanǝ ⱨoⱪuⱪi, Suriyǝning ⱪalduⱪliri yoⱪilidu; Ular «Israilning xɵⱨriti»dǝk yoⱪ bolidu. — dǝydu samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar.
4 Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed, Huldet på hans Krop svinder hen;
Xu küni xundaⱪ boliduki, Yaⱪupning xɵⱨriti suslixip, Tenidiki semiz ǝtlǝr sizip ketidu.
5 det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal.
Ularning ⱨali bolsa ormiqi buƣday orƣandin keyin, Yǝni biliki bilǝn yiƣip orƣandin keyin, Ⱨǝtta Rǝfayim jilƣisida adǝmlǝr baxaⱪlarni tǝrgǝndin keyinki ⱨalǝtkǝ ohxax, [ⱪalƣini yoⱪ deyǝrlik bolidu];
6 En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder det fra HERREN, Israels Gud.
Ⱨalbuki, yǝnǝ azraⱪ tǝrgüdǝk baxaⱪ, Zǝytun dǝrihi silkingǝndin keyin, Əng uqida ikki-üq tal mewǝ, Kɵp mewiligǝn xahlirida tɵt-bǝx tal mewǝ ⱪaldurulidu, — dǝydu Israilning Hudasi bolƣan Pǝrwǝrdigar.
7 På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres Øjne skal skue hen til Israels Hellige;
— Xu küni insan bolsa Yaratⱪuqisiƣa nǝzirini tikidu, Kɵzi Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqida bolidu.
8 og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til Asjerastøtterne eller Solstøtterne.
Ular ɵz ⱪurbangaⱨliriƣa, yǝni ɵz ⱪoli bilǝn yasiƣanliriƣa, Yaki barmaⱪliri bilǝn xǝkillǝndürgǝnlirigǝ ⱨeq ⱪarimaydu, Nǝ «Axǝraⱨ»larƣa nǝ «kün tüwrükliri»gǝ ⱨeq ümid baƣlimaydu.
9 På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk.
Xu künidǝ uning ⱪorƣanliⱪ xǝⱨǝrliri, Əslidiki Israillarning aldida qatⱪalliⱪⱪa wǝ taⱪir taƣlarƣa aylandurulƣan harabǝ xǝⱨǝrlǝrdǝk, Ⱨǝmmisi wǝyran bolup ketidu.
10 Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede Skud;
Qünki nijating bolƣan Hudani untup ⱪalding, Küqüng bolƣan «Ⱪoram Tax Bolƣuqi»ni ǝslimiding; Xunga sǝn «sǝrhil» ɵsümlüklǝrni tikip ⱪoyƣining bilǝn, Wǝ yaⱪa yurttiki üzüm tallirini tikkining bilǝn,
11 hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag.
Ularni tikkǝn künila yaxartⱪining bilǝn, Tikkǝn ǝtisila ularni qeqǝklǝtkining bilǝn, Ⱨosuliƣa erixkǝn künidǝ, u pǝⱪǝt bir patman dawaliƣusiz ⱪayƣu-ⱨǝsrǝt bolidu, halas!
12 Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder. Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn.
Ⱨǝy! Kɵp hǝlⱪlǝrning quⱪan-sürǝnliri! Ular dengiz-okyanlarni urƣutup dolⱪunlardǝk xawⱪunlarni kɵtüridu, Aⱨ, ǝllǝrning ⱪaynam-taxⱪinliri! Dolⱪunlanƣan küqlük sulardǝk ular ⱪaynam-taxⱪinlarni kɵtüridu.
13 Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden, som hvirvlende Løv for Stormen.
Əllǝr uluƣ sularning ⱪaynam-taxⱪinliridǝk dolⱪunlinip ketidu; Biraⱪ U ularning dǝkkisini berixi bilǝnla, ular yiraⱪⱪa bǝdǝr ⱪeqip ketidu. Ular taƣdiki ot-qɵplǝrning topa-topanliri xamalda yiraⱪlarƣa uquruwetilgǝndǝk, Ⱪara ⱪuyun aldida qang-tozanglar ⱪuyun bolƣandǝk ⱨǝydiwetilidu!
14 Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov
Kǝqtǝ — wǝⱨimǝ! Tang sǝⱨǝrdǝ — yoⱪ biraⱪ! Mana bizni bulap kǝtkǝnlǝrning nesiwisi, Bizdin olja-ƣǝniymǝt eliwalƣanlarning aⱪiwitidur!
