Esajas 1
1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
Amoz chapa Isaiah-in Juda lengho Uziah, Jotham, Ahaz leh Hezekiah phat laiya Judah le Jerusalem chungchang gaova thil amuho:
2 Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
Vanho ngaiyun! leisetnin phaten ngaiyun! Pakaiyin asei chu hiche hi ahi: “Kahin vahkhang leh kahin seiletsah chaten kachungah nachonseuvin neidou tauve.
3 En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
Bongchal jengin jong apupa akihetnin, chule Sanganin jong apu’n apehna kong akihetnin, ahinlah kamiten vang amaho kahin vahkhang dan ahephapouvin, Israelin apupa akihettapoi.
4 Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg.
Ohe themmona dimsette chonse nam mite, gitlouna thilbol chilhahho; themmona dimset mite, hiche mite hin a-Pakaiyu adalhatauvin, Israel Mithengpa chu donselouvin akoiyun ajamsan tauve.
5 Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
Ipi dinga gimbolna ding nakikou bebeu hitam? Itih chan gei neidou nahlai diu ham? naluchang apumin anatan, nalungchang jong ana’n ahi.
6 fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.
Nakengtoa pat nalujang chan adam lai mong mong aumtapon, akita-dupna jeng, apat lai jeng chule athi lonna maha jeng ahi’n, anaikolin, tom jong akitompon, thao jong akinupoi.
7 Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
Nagamsungu jong ahomkeovin alumtan, nakhopiu jong akavamtai. Namitmu tah'un gamdang miten nagam’u alosohtan, thil jouse amitmuva amu jouseu asusetauve.
8 Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.
Jerusalem khopi hoitah chu lengpi leiya buh kisong tobang leh changmai leiya buh kisong bangin, akidalhan avengbit ding umlou khopi abangtai.
9 Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
Pakai van-khopi sepaihon eiho themkhat jeng jong eivenbitlouvu hileh Sodom le Gomorrah tobanga thehngima ium diu ahi.
10 Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!
Sodom khoa vaihom lamkaihon Pakai thusei ngaiyun lang, Gomorrah miten Pathen dan thupeh ngaiyun.
11 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN; jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
Pakaiyin aseiye: “Nakilhainau jouseu hi ka-ipi phatchomna umdinga nagelluham? Keiman kelngoichal pumgo thilto le gancha kivah thaotahtah jong kaneiye. Keiman bongchal tampi thisan leh kelngoi thisan chule kelcha thisan hijongleh kakipapipoi.
12 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
Keima eihou dinga nahung tenguleh koiham nakithoinau puma ka-inpi chonthang dinga nakouvu?
13 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.
Pannabei thiltoho chu hinpolut tahih-un, nagimnamtuiyu jong keima dinga thet-umtah ahi! Lhathah nikho, Sabbath nikho chuleh achombeha na-anngol nikho manhou chonset bulom leh adihlou ahi. Nakikhopkhomnau jong kadeitapoi.
14 Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
Nalhathah kut bolhou, kumlhun golnop nabolhou jong keidinga pohgih bep ahin, abonchan kapochimtan, kakidah ahitai!
15 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
Vanlam sanga nakhut-u natundohuva natao tengu jongleh kahungvetnuva nataonau kangailhahpehlou ding ahi. Ajeh chu khohelouho thisan nakhutnuvah adimsetne.
16 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,
Nangho kisilngimuvin lang chule kisuthengun! Nachonset nau chu kamitmun paimangun, nachonset nau lampi chu dalhauvin,
17 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
Thilphabol dan kithemchuh-un, thudih chu holun. Bolgentheina thoh ho chu panpiuvin, naochagaho chu thu adih-in tanpeh-uvin lang, vengphauvin. Meithaiho chu thildih jeng seipeh-un.”
18 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
Pakaiyin hiti hin aseiye, “Hungun kihoutoh-u hite. Nachonset nau chu thisan bangin san jongleh buhbang banga kabansah ding, sandup jeju jongleh kelngoi mul jolsel tobanga kajolsah ding ahi.
19 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
Kathupeh nanit-uleh nanghon nehlechah ninglhingset’na nanei diu ahi.
20 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt.
Ahinlah kathupeh nanitlou-uva nakiheimangsanule namelmateu chemjama lousoh helding nahiuve, tia na-Pakaiyu keiman kaseipeh nahitauve!”
21 At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
I-atileh Jerusalem khopi kitahtah chu notia pang jenga hitam? Thu adih-a kitanna khopia chun tuhin tolthana jengin aumtai.
22 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
Nadangka thih chu twieh asohgamtan, nalengpi twi chihtah chu twi toh akichohhal gamtai.
23 Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.
Namilen milalteu jong doumahmah bolin apangun, gucha michomho jol le golin apang tauve. Nehguh chahguh adelleleuvin, nulou palouho thule meithaiho thujong adih-in atanpeh nom tapouve.
24 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
Hijehchun Pakai, vantil galsatte Pakai Hatchungnung, Israel Pakai chun aseiye, “Keiman kamelmate chunga phuba kalah ding ahi.
25 Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
Nachunga kakhut kalha ding, nathih-eh thengsella kathehngima nasum kilhajol chengse kaloikhensohkei ding ahi.
26 Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
Chutengleh thutan vaihomthemho masang banga kahinpeh kit ding, Jerusalem khopi chu Thudih-a Kivaihomna Khopi chule Khopi Kitah tia kisei kit ding ahitai,” ati.
27 Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
Zion chu thudih-a akitan teng kiledoh kit ding chule akisihho chu chonphatnaa kiledoh kit diu ahitai.
28 Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår.
Michonseho vang suhmanga umding ahiuve, ijeh-inem itileh amaho Pakai hengah akile nompouve.
29 Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;
Namilim hounau leh aguh-a gangpithing noi laha nachonnau leh milim houna'a nakipehdohnau jeh'a jumleja nathoh diu ahi.
30 thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.
Anagopsa gangpi phung nabah diu, chule twilutlouna honlei toh nabah diu ahi.
31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
Nalahuva ahatpenpa jong chu changpol tobanga mangthah ding; athilbol dihlouhou chu meisipah mei chohkaiya pang ding, amaho le athildihlou bolhou chu meikong lah-a kachaiyintin, chuleh meikong chu aphelmit thei ding koima umponte.
