Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
Difor vil me springa yver barnelærdomen um Kristus og skrida fram til det fullkomne, og ikkje atter leggja grunnvollen med umvending frå daude gjerningar og tru på Gud,
med læra um dåp og handpåleggjing og uppstoda av daude og æveleg dom. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
Og dette vil me gjera, um Gud gjev lov til det.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
For det er umogelegt at dei som ein gong er upplyste og hev smaka den himmelske gåva og fenge lut i den Heilage Ande
og smaka Guds gode ord og krafterne av den komande verdi (aiōn g165)
6 og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
og so fell frå, atter kann uppnyast til umvending, sidan dei på nytt krossfester Guds son for seg og gjer honom til spott.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
For den jordi som drikk regnet som ofte fell på henne, og ber gagnleg grøda åt deim som ho vert dyrka for, ho fær velsigning av Gud;
8 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
men ber ho tornar og tistlar, so er ho udugleg og forbanning nær, og enden med henne er å verta brend.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
Men um dykk, kjære vener, er me visse på det som betre er, og som høyrer til frelsa, um me og talar soleis.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
For Gud er ikkje urettferdig, so han skulde gløyma dykkar verk og den kjærleiken som de hev synt for hans namn, med di de hev tent og endå tener dei heilage.
11 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
Men me ynskjer at kvar ein av dykk må syna den same ihuge for den fulle vissa i voni alt til enden,
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
so de ikkje skal verta seinføre, men fylgja etter deim som ved tru og tolmod erver lovnaderne.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
For då Gud gav Abraham lovnaden, og han ingen større hadde å sverja ved, so svor han ved seg sjølv
14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
og sagde: «Sanneleg, eg vil rikleg velsigna deg og gjera deg storleg mangfaldig.»
15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
Og soleis vann han lovnaden, då han hadde venta med tolmod.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
For menneskje sver ved ein større, og eiden er deim ein ende på all motsegn til stadfesting.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Difor lagde Gud ein eid til, då han enn meir vilde syna ervingarne til lovnaden kor ubrigdeleg hans vilje var,
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
so me ved tvo ubrigdelege ting, som Gud umogeleg kunde svika i, skulde hava ei sterk trøyst, me som flydde til å gripa den voni som ventar oss,
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
den me hev som eit anker for sjæli, eit som er trygt og fast og når inn um forhenget,
