Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
Etu nimite, Khrista laga shuru kotha ki ase, etu ke paar kori kene dangor hoija manu khan nisena age te jabo. Mora kaam khan pora mon ghura bole laga aru Isor ke biswas kori bole laga kotha laga bhetimul aru nabonabo,
baptizma laga kotha sikhai diya, manu uporte hath rakha, mora khan punoruthan hoija, aru anonto bisar laga kotha khan aru nakoribo. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
Isor pora jodi amikhan ke eitu khan bhi koribi koile amikhan titia koribo.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
Kelemane kun manu poila eitu khan jani loise, kunkhan sorgo laga asirbad jani loise aru Pobitro Atma te bhag ase,
aru kun Isor laga bhal kotha to jani loise aru ahibole thaka yug laga takot jani loise, (aiōn g165)
6 og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
hoile bhi kun giri jaise- taikhan aru bhi mon ghura bole to tan ase. Kelemane taikhan nijor pora Isor laga Putro ke aru bhi Cross te morai di ase, aru Taike manu usorte sorom khilai di ase.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
Kelemane borkhon gira pani to mati pora khai loi, aru etu mati pora bhal kheti koribo pare, aru kheti kora ke khabole diye, etu pora Isor laga bhal asirbad to pai loi.
8 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
Kintu kun to matite kata aru jongol ulai etu mati kaam nathake aru shrap paikena sob jongol khan jola bole nimite he hoijai.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
Kintu, morom te thaka khan, amikhan eneka koi thakile bhi, apuni khan nimite amikhan bhal bhabona koridi ase, juntu ase poritran laga kotha.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Kelemane Isor to anyai kora Isor nohoi, apuni kaam kora khan aru Tai laga naam ke morom kora, apuni Tai laga pobitro manu khan ke sewa kora aru etiya bhi taikhan ke sewa kori thaka to kitia bhi pahori najabo.
11 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
Amikhan laga etu he sob pora dangor itcha ase apuni ses tak eneka kori thakibo, etu pora apuni laga asha thik rakhibo nimite.
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
Eitu khan sob to apuni alchi nakoribole nimite ase, kintu atma te thaka khan laga biswas aru mon chutu kori kene thaka to saikene apuni bhi Isor pora ki kosom dise etu laga bhag hobo.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Jitia Isor pora Abraham logote kosom disele, Tai nijor naam te kosom dise, kelemane Tai pora uporte thaka laga kosom khabole nimite aru kun bhi nai.
14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
Tai koise, “Moi tumike asirbad koribo, aru Moi tumike bisi dangor bonai dibo.”
15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
Aru etu nisena he, Abraham dhorjo kori kene rukha karone, Isor pora taike ki kosom dise etu tai paise.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
Kelemane manu khan to kun taikhan nijor pora dangor ase, taikhan laga naam loi kene he kosom khai. Etu pora he taikhan majote mon namili kene thaka to khotom hoijai, kelemane kosom diya to ekjon uporte bharosa kori bole nimite kowa ase.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Jitia Isor pora Tai laga waris khan ke Tai laga kosom te eku bodla-bodli nai koi kene sapha pora dikhai dibole nimite korise, Tai etu kosom to ji hoile bhi pabo koi kene vachan dise.
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
Tai duita bodla-bodli kori bole napara laga kaam pora eneka korise- Isor to kitia bhi misa kotha nokoi- amikhan, kun luka bole nimite polai jaise, Tai pora amikhan ke ki asha dise, ta te mon dangor hoi kene thik pora dhuri rakhibo nimite.
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
Amikhan etu asha thaka to amikhan laga atma ke nahila jagate rakhibole aru bharosa thaka jagate rakhibo nimite ase, kun to purdah laga bhitor jagate bhi ghusi bole pare,
