Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
Seepärast jätkem selja taha algõpetus Kristusest ja mingem edasi täiuse poole! Meil on alus, mida pole vaja uuesti rajada: ärapöördumine surnud tegudest ja usk Jumalasse,
õpetus ristimistest ja käte pealepanemisest, surnute ülestõusmisest ja igavesest kohtumõistmisest. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
Ja seda me teeme, kui Jumal lubab.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
Sest on võimatu neid, kes kord on olnud valgustatud, kes on maitsnud taevaseid ande, saanud osa Pühast Vaimust,
kogenud Jumala sõna headust ja tulevase ajastu väge (aiōn g165)
6 og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
ning siiski usust taganenud, tuua taas patukahetsusele. Iseendi kahjuks löövad nad Jumala Poja ikka ja jälle risti ja häbistavad teda avalikult!
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
Sest maa, mis joob tihti talle langevat vihma ja kasvatab kasulikke taimi oma harijaile, saab õnnistuse Jumalalt.
8 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
Aga see maa, mis kasvatab kibuvitsu ja ohakaid, on kasutu ja lähedal needusele. Lõpuks see põletatakse.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
Teie puhul, armsad, isegi kui me niimoodi räägime, oleme me veendunud paremas – asjades, mis puudutavad päästmist.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Jumal ei ole ju ebaõiglane, et ta unustaks teie töö ja armastuse, mida te olete osutanud temale, kui te teenite tema rahvast ja teenite jätkuvalt.
11 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
Kuid me ihkame, et igaüks teist näitaks üles samasugust innukust, nõnda et teie lootus oleks täiesti kindel kuni lõpuni.
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
Me ei taha, et te muutuksite laisaks, vaid võtaksite eeskujuks neid, kes usu ja pika meele tõttu pärivad selle, mida Jumal on tõotanud.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Kui Jumal Aabrahamile andis tõotuse, vandus ta iseenese nimel, sest temast ei olnud kedagi kõrgemat, kelle nimel vanduda.
14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
Ta ütles: „Jah, tõesti ma õnnistan sind ja annan sulle palju järglasi!“
15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
Ja nii Aabraham ootas kannatlikult ja sai kätte, mis talle oli tõotatud.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
Inimesed vannuvad endast kõrgema nimel. Ja vanne kinnitab selle, mis on öeldud, ning lõpetab kogu vaidluse.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Kuna Jumal soovis tõotuse pärijatele veel selgemini näidata oma eesmärgi muutumatust, kinnitas ta seda vandega.
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
Kahe muutumatu asja läbi, mille kohta on võimatu Jumalal valetada, leiame meie varjupaiga, et hoida kinni meie ees olevast lootusest.
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
See lootus on meie hinge ankur, kõikumatu ja kindel, mis ulatub pühamu eesriide taha,
