< Hebræerne 6 >
1 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
Let us then, leaving the first principles of the doctrine of Christ, press on to perfection; not laying again the foundation of repentance from dead works, and of faith toward God,
2 med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. (aiōnios )
of the doctrine of baptisms, and of the laying on of hands, and of resurrection of the dead, and of everlasting judgment. (aiōnios )
3 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
And this we will do, if God permit.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
For it is impossible that those who have once been enlightened, and have tasted of the heavenly gift, and been make partakers of the Holy Spirit,
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, (aiōn )
and have tasted the good word of God, and the powers of the world to come, (aiōn )
6 og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
and have fallen away, should again be renewed to repentance, since they crucify to themselves the Son of God afresh, and put him to open shame.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
For the earth which hath drunk in the rain that cometh often upon it, and beareth plants useful to those for whose sake it is tilled, receiveth blessing from God;
8 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
but if it bear thorns and briers it is disapproved, and is near to being accursed; and its end is to be burned.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
But, beloved, we are persuaded better things of you, and things that are connected with salvation, though we do thus speak.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
For God is not unjust so as to forget your work, and the love which ye showed toward his name, in that ye ministered and are still ministering to the saints.
11 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
But we earnestly desire that every one of you may show the same diligence with regard to the full assurance of your hope even to the end;
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
that ye may not become slothful, but imitators of those who through faith and endurance inherit the promises.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
For when God made a promise to Abraham, since he could swear by no greater, he swore by himself,
14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
saying, “Surely blessing I will bless thee, and multiplying I will multiply thee.”
15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
And so, having endured with patience, he obtained the promised blessing.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
For men indeed swear by one who is greater, and the oath for confirmation is to them an end of all strife.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Wherefore God, wishing more abundantly to show to the heirs of the promise the immutability of his purpose, confirmed it by an oath,
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
that by two immutable things, in which it is impossible for God to lie, we may have strong encouragement, who have fled for refuge to lay hold upon the hope set before us;
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
which hope we have as an anchor of the soul, sure and steadfast, and which entereth within the veil;
20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid. (aiōn )
where as forerunner for us Jesus entered, having become a high-priest for ever, after the order of Melchizedek. (aiōn )