Hebræerne 3
1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
Rangte ih nep poon tahan Kristaan phoh ano loong! Marah Rangte ih seng loong tuungmaang theng Romwah Phokhothoon kaat thuk taha, erah Jisu, heh ah thun an.
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.
Heh Rangte suh tuungmaangte angta, heh ah Rangte ih heh mootkaatte juujeeta, Moses Rangte wah nok ni rapne hanpi ano kah pun reeta likhiik ah.
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
Nok ah thaknang ih nok hoonte wah ah ehan rangka ah, erah likhiik Moses suh lah angthang Jisu suh ehan rangka ah.
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
Elang eh ah nok ah mina ih hoonha—ang abah uh Rangte ah jirep donghoonte wah.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
Rangte wah nok ni Moses ah Rangte suh laalomte laksuh esiit angta, eno Rangte ih lakngah nawa tiit baat arah Moses ih kah baatta.
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
Enoothong Kristo ah heh Sah tuungmaang maang ang ano Rangte nok ah heh lak ni thin kota. Eno Kristo suh seng tenchaan je abah nyia seng lacho laphaan seng laalomli adoh kamkam ang ibah seng ah heh nok.
7 Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
Erah ang abah, Esa Chiiala ih liiha likhiik, “Rangte jengkhaap ah chaat an bah,
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,
jong ajaan tenthun nak ang an, sente senwah loong ih Rangte miksuh rum ano thet re rumta likhiik ah, neng phusaang hah ni thaak phate rumta likhiik ah.
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
Paang rook baji mong adi reetang loong ah tupchoi di uh Rangte ngeh li rumhang no neng ih ngah thaak phate rum tahang,
10 Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
Eno neng suh khah angno li rum tang, ‘Neng ten ngah suh lah koh nyia nga jengdang ah lachaat thang ih re rumla.’
11 så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" -
Nga tenkhat nawa ih kakham tang: ‘Ngah ih marah neng naangtong theng korum tang hah adoh timtok uh tajen nop rumka!’”
12 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.
Nga joonte loong, banban ih tong an, mamah liidih sen laktung nah ethih thunte nyia lah hanpiite ang ano ething Rangte re nawa dok soonte nak toom je an.
13 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
Erah nang ibah, rangdah ih nak toom mokwaan han nyia senthung sentak chedotdot nak toom hoon han, Jengkhaap esiit “Chinnyah” liiha rah ih Rangteele ni jeela tokdoh wasiit wasiit chosok mui eh an.
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
Seng loong ah ethoon tuk ih jaakhoh ni kamkam angti likhiik erong moktong ibah Kristo damdi joonte angli.
15 Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen":
Arah Rangteele ni baat ha: “Chinnyah Rangte jeng chaat ubah, tencheh nak ang an sente senwah loong Rangte miksuk rum ano re rumta likhiik ah.”
16 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
Ngo mina ang rumta, Rangte jeng kapchaat choidi uh thet re ruh eh rumta eno heh damdi miksuk mui rumta? Erah mina loong ah Moses ih Ijip nawa doksiit rumta loong ah ang rumta.
17 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
Marah mina loong khodi Rangte paang rook baji heh ten khata? Ngo ih rangdah data erah loong asuh nyia phusaang hah ni ti rumta loong asuh khata.
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
Rangte ih thoomthih hoonta, “Neng loong suh ngah ih marah hah enaangtong theng kot suh taat liitang erah doh timtok doh uh tajen thok rumka”—Ngo suh jengta? marah Rangte banlam di lah roopte loong asuh jengta.
19 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.
Seng ih sok idi, neng erah hah adi tajen thok rumta, mamah liidih neng ih tah hanpi rumta.
