Hebræerne 3
1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
Seepärast, pühad vennad ja õed, taevase kutsumise osasaajad, seadke oma mõtted Jeesusele, keda me tunnistame kui oma apostlit ja ülempreestrit!
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.
Ta on ustav oma ametissemäärajale nagu Mooseski Jumala majapidamises.
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
Jeesus on Moosesest palju suurema austuse vääriline, nii nagu maja ehitajat austatakse enam kui maja ennast.
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
Iga maja on ju kellegi ehitatud, aga Jumal on ehitanud kõik.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
Mooses oli ustav Jumala majapidamises kui sulane; tunnistuseks sellest, mida Jumal pidi tulevikus rääkima.
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
Kristus aga on kui ustav Poeg Jumala majapidamise üle. Tema majapidamine oleme meie, kui me peame kinni julgusest ja lootusest, millest me ka kiitleme.
7 Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
Seepärast, nagu Püha Vaim ütleb: „Täna, kui te kuulete tema häält,
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,
ärge tehke oma südant kõvaks nii nagu vastuhaku ajal, nõnda nagu kõrbes läbikatsumise päevil,
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
kus teie esiisad panid mind proovile, kuigi nad nägid mu tegusid nelikümmend aastat.
10 Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
Seepärast sain ma vihaseks selle sugupõlve peale ja ütlesin: „Nende süda eksib üha kaugemale, ja nad ei tunne minu teid.“
11 så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" -
Nii ma vandusin oma vihas: „Iial ei saa nad minu hingamisse!““
12 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.
Vaadake ette, vennad ja õed, et kelleski teist ei oleks kuri uskmatu süda, mis loobub elavast Jumalast!
13 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
Selle asemel julgustage üksteist iga päev, niikaua kui veel öeldakse „täna“, et keegi teist ei kalestuks patu petlikkuse läbi.
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
Sest meil kõigil on osa Kristusest, kui me vaid oma esimeses usus lõpuni kindlaks jääme.
15 Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen":
Nii nagu äsja öeldi: „Täna, kui te kuulete tema häält, ärge tehke oma südant kõvaks nii nagu vastuhaku ajal!“
16 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
Kes siis olid need kuuljad, kes vastu hakkasid? Eks ju kõik need, kelle Mooses tõi välja Egiptusest?
17 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
Ja kelle peale oli ta vihane nelikümmend aastat? Eks ju nende peale, kes tegid pattu ja kelle ihud langesid kõrbes?
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
Ja kellele kinnitas Jumal vandega, et nad ei saa minna tema hingamisse, kui mitte neile, kes olid sõnakuulmatud?
19 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.
Nii me näeme, et nad ei saanud sinna minna oma uskmatuse pärast.
