Hebræerne 12
1 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
Eini rangin chu, rietpuipungei mipui tamtak huolin ei om sika hin, mikhap ngâi neinun murdi lampui renga le sietna einia koprap hi ei thenin pai ei ta, ei motona tân insietna a oma hin ranak songin tân ei ti u.
2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone.
Jisua ei taksônna minngamna phutna le mongna tieng ei mitin enngit ei ti u. Khros sika han mong uol maka! Ama han a motona râisânnân a lei ngâk sika han khros chunga intemtaka a thi rang hah itên mindon maka, male atûn chu Pathien rêngsukmun changtieng a hon sung zoi.
3 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,
Masikin, nin thenin nin inzala nin mâk loina rangin nunsie ngei esêlna-natak tuongpu lei palna hah mindon roi!
4 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
Sietna nin doina hin thi ngam rak rang dôrin la song mak chei.
5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham;
Pathien'n a nâingei anga nangni a mohôkna chong ngei hah nin mingil mo zoi? “Ka nâipasal, Pumapa nang a mindik lâihan lunghâng thôn la, male nang a ngo lâi khomin inzal no roh.
6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af."
Asikchu Pumapa'n a lungkham ngei kai chu a mindik ngâia, male nâi anga a pomngei kai chu a sepngei ngâi.”
7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
Pân sepna anga nangni a mintuong hi dier roi; nin tuongna hin Pathien'n nâingei anga nangni a bena hih ânlang ani. Pa'n a nâingei a sep ngâiloi tu mo a oma?
8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
A nâingei murdi'n sepna an tong ngâi anga nin tong nôn chu, nâi tatak ngei ni mak cheia, jâinâi kêng nin ni, tina ani.
9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve?
Ei munisi nina tienga ei pa ngei khom min sep ngâia male ei jâ ngei ngâi ani. Khodôr tak mo, nonte, ei Ratha tienga Pa kôm vangte inpêklûtin ei om rang anâng ni zoi!
10 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
Ei munisi tienga pa ngeiin chu chomolte, asa an ti lam takin min sep ngâia; aniatachu Pathien'n chu ei satna rang le ânthiengna ei chang theina rangin kêng mi sep ngâi.
11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
Sepna ei tuong lâiin chu râisâna ni loiin, khoi mini inngûinân ma zora han chu ei ta rangin ânlang ngâi. Nikhomsenla, nûka chu, ma anga sepna tuonga nunchansôia omngeiin chu rathanngamom ringnun diktak ha râisânman an ât ngâi.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
Nin kut khamngei hah lâng ungla, nin minkhûk ânnîk ngei hah minngîr roi.
13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Kholrangei hah lôntheiloia an omloina rangin, mindama an om theina rangin lam tûna lôn roi.
14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
Mi tiin leh inngêia lêng rang pût ungla, inthiengna dôn rangin pût sa roi, asikchu maha boiin tutên Pumapa mu thei noni ngei.
15 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
Tute Pathien moroina renga kîr nôka, thingkung kha hônchera, a tûr sika baiinkhamna tamtak suok anga mi omloi rangin inrung roi.
16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
Tute indit song mi mo nônchu Esau anga ratha mi niloia, om anghan hong om no roi. Ama hah nâipasal ulien nina hah voikhat bunêkna rangin a juor ani.
17 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
Nûka han, a Pa satvurna la chang rang nuomin mitrithi tâkpumin zong khomresea, a sin lei tho hah thûl rangin ite lampui dang reng a man khâiloi sikin hengin aom zoi, ti nin riet.
18 I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
Nangni chu nin rietphâk thei Israel mipui ngei hong anghan Sinai Tânga hong nimak cheia, mahan meichuongngei, ijîngngei le sûmdukngei, phâivuopuingei,
19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
bekul miring inringtak ngei, le rôl miring ngei a oma. Mipui ngeiin ma rôl hah an riet lâihan, chongbâi dang riet nôk khâiloi rangin an ngêna.
20 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes".
“Sâ tena luo khom tâng hah a tônin chu lunga dêng that ngêt rang ani,” ti chongpêk hah an tuong theiloi sika ani.
21 Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver."
An mu hah chi a om sabaka, Moses luon, “Ki chia kên nîknat!” a ti ani.
22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
Manêkin, nangni chu Zion Tâng, Pathien Ring khopuilien, invân Jerusalem leh vântîrtonngei isâng tamtak ngei omna hong nin ni.
23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder
Nangni chu Pathien nâilutîr ngei invâna an riming chuongsai ngei râisâna an intûpna hong nin ni. Mi murdi ngei roijêkpu le misa ngei ratha achukphara sinpu Pathien kôm hong nin ni.
24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
Nangni chu Jisua, chonginkhit thar minsûkpu thisen rethe, Abel thisen nêka neinun sa uol chonginkhâmpu kôm nin hong ani.
25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
Hanchu, thurchi misîrpu hah lei rangâi nuomloia nin om loina rangin singthei roi. Tukhom pilchunga pathien thurchi misîrpu lei rangâi nuomloi ngei chu rotpai thei mak ngei. Eini invân renga thurchi misîrpu nûksongngei vang hinte kho angin mo ei rotpai thei ranga!
26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen."
Ma zora han, a rôl han pilchung ânnîka, aniatachu atûn chu, “Voikhat chu pilchung vai niloiin invân khom ka la min nîk sa rang tiin chong ânkhâm ani.”
27 Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
Masikin, “Tûn voikhat” ti chongbâi hin neinun sinngei hah min nîkin thonpai la nîng an ta, neinun ânnîk theiloingei chu om bang an tih, tiin ânthârin a minlang ani.
28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
Hanchu, rêngram innîk theiloi ei man sika hin ei râiminsân ei ti u. Râisânin, a lungdo lamin leh rintak le chipumin Pathien chubaimûk ei ti u;
29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
asikchu ei Pathien hi adiktakin mi kângminmang ngâi mei ani.
