1 Mosebog 8
1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
Toe Sithaw mah kahing hmuennawk boih, Noah hoi nawnto kaom moinawk boih to pahnet ai; long nuiah takhi to songsak pongah, tui to anghak.
2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
Kathuk thung ih tuipueknawk hoi van ih thokbuemnawk to anghak moe, van hoi angzo kho to dip.
3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
Long asom ih tui to kaang tathuk; ni cumvai, qui pangato pacoengah, tui to amsah tathuk.
4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
Khrah sarihto, ni hatlai sarihto naah, palong to Ararat mae nuiah angtang.
5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
Khrah ha karoek to tui to amsah tathuk, khrah hato haih hmaloe koek niah loe kasang maenawk to amtueng boeh.
6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
Ni qui palito pacoengah, Noah mah a sak ih palong thokbuem to paongh;
7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
pangaah maeto a prawt, pangaah loe long nuiah tui kang ai karoek to, ahnuk ahma azawk.
8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
To pacoengah long nuiah tui kaang boeh maw tiah panoek hanah, pahuu maeto a prawt let;
9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
toe long to tui mah khuk boih vop pongah, acukhaih ahmuen to hnu ai; to pongah a ohhaih palong ah amlaem let; to pacoengah Noah mah ban to payangh moe, pahuu to angmah khaeah palong thungah lak.
10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
Ni sarihto zing pacoengah, pahuu to palong thung hoiah a prawt let.
11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
Duembang ah loe pahuu to angmah khaeah amlaem let, khenah, pahuu loe tahmawh ah olive thingqam to koeng; to naah long nuiah tui to kaang tathuk boeh, tiah Noah mah panoek.
12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
Ni sarihto zing pacoengah, pahuu to a prawt let; to pacoengah loe pahuu to angmah khaeah amlaem let ai boeh.
13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
Saning cumvai taruk, maeto, khrahto haih, ni tangsuek naah long nui ih tui to kaang tathuk; Noah mah palong imphu to khok moe, a khet naah, long nuiah tui to kaang boeh, tiah a hnuk.
14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
Khrah hnetto haih, ni pumphaeto pacoeng, sarihto naah, long nuiah tui to kaang boih boeh.
15 Da sagde Gud til Noa:
To naah Sithaw mah Noah khaeah,
16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
Nangmah hoi na zu, na capanawk hoi na capanawk ih zunawk, palong thung hoiah tacawt o laih.
17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
Nang hoi nawnto kaom hinghaih tawn hmuennawk, moinawk boih, tavaanawk, pacah ih moinawk hoi long ah kavak hmuennawk boih tacawt haih ah; long ah caa kapop ah sah o nasoe, thingthai athai o nasoe loe, long nuiah pung o nasoe, tiah a naa.
18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
To pongah Noah loe a caanawk, a zu hoi a caanawk ih zunawk hoi nawnto tacawt o.
19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
Moi kasannawk boih, long ah kavak hmuennawk boih, tavaanawk boih, atii kanghmong long ah kavak moinawk boih, palong thung hoiah tacawt o.
20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
Noah mah Angraeng hanah hmaicam to sak; kaciim moi, kaciim tavaa to a lak pacoengah, hmai hoi angbawnhaih to a sak.
21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
To tiah hmai angbawnhaih to Angraeng mah hmuihoih ah thaih pae naah, Angraeng mah palung thung hoiah, Kami mah nawkta nathuem hoiah poekhaih kasae tawn cadoeh, kami hanah long hae ka tangoeng let mak ai boeh; ka sak ih hmuen baktih toengah, kahing hmuennawk to natuek naah doeh kam rosak mak ai boeh.
22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
Long oh nathung, antii haehhaih tue, thingthai qumpo lakhaih tue, kangqai tue, kabae tue, nipui tue hoi sik tue, khodai hoi khoving to natuek naah doeh boeng mak ai boeh, tiah thuih.
A Dove is Sent Forth from the Ark
