1 Mosebog 49
1 Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:
Te phoeiah Jakob loh a carhoek tea khue tih, “Tun ngol uh lamtah, vuenvai ah nangmih taengah aka thoeng ham te nangmih taengah ka puen pawn ni,
2 Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
Jakob ca rhoek loh a yaak uh tiha coi uh thae vaengah, “Na pa Israel kah ol te ya uh van lah.
3 Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
Reuben nang he ka caming tih, ka thadueng neh, ka thahuem cuek, hlangrhuel boeimang, hlangtlung hlangrhuel la na om dae,
4 Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje. Skændigt handled du da han besteg mit Leje!
Na pa kah tih thingkong sola na yoeng tih, ka rhaenghmuen te na poeih phoeiah, tui banglana soetaenah dongah caknoi khaw na khueh mahpawh.
5 Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
Simeon neh Levi boeina, amih rhoi kah tubael tah kuthlahnah tumca ni.
6 I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser.
Amih rhoi kah tingtunnah dongah ka hinglu naepkhap pawh. Amah rhoi kah thintoek dongah hlanga ngawn rhoi tih vaito kaprhui haih hamte amih rhoi kah kolonah la a om dongah, kai kah thangpomnah loh amih rhoi a hlangping te bulbo boel saeh.
7 Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!
Amih rhoi kah a thinpom khawa tlung dongah a thintoek te thae a phoei thil. Te dongah a mangkhakte Jakob taengah ka tael vetih Israel taengah khaw ka taekyak ni.
8 Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
Judah nang he na manuca rhoek loh nang n'uem uh ni. Na kutte na thunkhaa rhawn dongla cu ni. Na pacaboeinate nang taengah bakop uh ni.
9 En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!
Judah he sathueng ca ni. Ka ca loh maeh kung lamkahna bal phoeiah, sathueng neh sathuengnu bangla aka yuel tih, aka kolte ulong aniha haeng eh.
10 Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
Judah lamkah mancai tah nong boel lamtah, a kho laklo lamloh taem saeh. Shiloha pha duela anih taengah, pilnam kah boengainah om saeh.
11 Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
A laaktal, laaktalte misur dongah, a laak ca te cangsawt misur dongah pael saeh. A pueinakte misurtui dongah, a hnipup, hnipupte misur thii dongah til saeh.
12 med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
Na mik khaw musurtui lakah ling vetih, na note suktui lakah bok ni.
13 Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.
Zebulun he tuitunli kah langkaeng ah khosa saeh lamtah, langkaeng kah sangphorhoek bangla a bawtnah loh Sidon due pha saeh.
14 Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
Issakhar he laak songrhuh bangla saelvong laklo ah na kol.
15 fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.
Duemnah then neh khohmuen hlahmae te khawa hmuh dae, phueih te a laengpang ah a thueng tih aka thotat saldong la om ni.
16 Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
Dan he Israel koca pakhat vanbangla a pilnam kah lai a thui pah ni.
17 Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen, så Rytteren styrter bagover!
Dan he long taengkah rhul neh marhang dongkah aka ngol te a hnuk la bung saeh tila marhang khomik aka maeng tih, caehlong rhulthae bangla om ni.
18 På din Frelse bier jeg, HERRE!
BOEIPA nang kah khangnah ham ni ka lamtawn he.
19 Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.
Gad he caem loh tloek cakhaw anihloh a khomika tloek pah ni.
20 Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
Asher ham caak bae vetih, manghai buhmonga tael ni.
21 Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
Naphtali tah sayukrhuinu bangla khocaeh dangka vetih, ol thena thui ni.
22 Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren.
Joseph tah a ca loh thaihsu tih, a ca loh tuiphuet taengkah pungtai. Ngannu ngankhong loh pangbueng dongla luei.
23 Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
Thaltang boei rhoek a konaeh uh dongah, a phaep uh tiha kah uh.
24 men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
Tedae Jakob kah samrhang kut rhang neh, Israel aka dawn lungnu rhang neh,
25 fra din Faders Gud han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
Na pa kah Pathen loh nang m'bom tih Tlungthang loh nangte vaana sosang kah yoethennah, a laedil kah aka kol yoethennah nen khaw, a rhangsuk dongkah yoethennah nen khaw, a bung khuikah nen khaw yoethen m'paek dongah, a li khaw tangkuek la om tih, a kut bantha khaw caang.
26 Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
Na pa kah yoethennah he kai aka yom kah yoethennah lakah len. Khosuen som ah a saelongnah hil Joseph lu so neh a manuca hlangcoelh luki soah om saeh.
27 Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!"
Benjamin, uithang laihat loh, mincang ah maeha ngaeh, hlaem ah kutbuema tael,” a ti nah.
28 Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.
A pum boeih la Israel koca he hlai nit dongah a napa loh amih taengaha thui vaengah amah kah yoethennah neh amihte yoethen rhip a paek.
29 Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark.
Te phoeiah amih tea uen tih, “Kai he ka pilnam taengla ka khum atah a parhoek neh Khitti Ephron lo kah lungko ah n'up uh.
30 i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
Kanaan kho Mamre hmai, Makpelah lo kah lungko te phuel khohut la Khitti Ephron taeng lamkah Abrahamloh a lai khohmuen ni.
31 hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
Ti ahte Abraham neh a yuu Saraha up uh tih Isaak neh a yuu Rebekah te pahoia up uh coeng. Leah khaw pahoi ka up coeng.
32 Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
Te dongah Kheth carhoek taeng lamkah te khohmuen boiva neh a khuikah lungko te,” a ti nah.
33 Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.
Jakob loh a ca rhoek a uen tea khah phoeiah baiphaih dongla a khoa yueh. Te phoeiah pal tih a pilnam taengla khoem uh.
