1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Daina'a Jekopune, Liagizni mofakino mago kna a'ne zamagenaku Sekemu kumate vu'ne.

2 så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;

Ana higeno Hivi vahe kva ne' Hamori nemofo Sekemu'a negeno monko'za huntenaku hankavetino avazu huno kefo avu'avaza hunte'ne.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Sekemu'a Jekopu mofa Daina avesinenteno, akoheno masave kefinti kea humi'ne.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"

Sekemu'a amanage huno nefa Hamorina asmi'ne, Ama mofara a' erinaku nehuanki avre namio.

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.

Jekopu'a mofa'amofo Dainama kefo avu'avazama hunte'nea ke nentahino, akoheno ke osu mani'nege'za, mofavre'amo'za afu kva nehazaregati e'naze.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Sekemu nefa Hamori'a Jekopuntega ana hazenke'mofo keaga hunaku vu'ne.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Jekopu amohe'za sipisipi afu kegava hu'za mani'ne'za ana hazenke zamofo kema nentahi'za, kumate ehanatizageno zamagu'amo'a kna nehigeno tusi zamasi vazi'ne. Na'ankure e'inahu kefo avu'ava zana Israeli vahepina osuga'za, Jekopu mofara hunte'naze.

8 Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

Hianagi Hamori'a amanage huno zamasmi'ne. Sekemu'a agu'areti huno mofatamia avesinenteno, e'i ana avu'ava zana hu'negu, muse hurmantoanki aminkeno a' erinteno.

9 og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Mofane omi ami hugahunanki, atrenke'za namohe'za mofaneka'a a' erisageno, kamohe'za mofa'nenia a' erigahaze.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"

Tamagra, tagrane mani'neta mopatifina tamevesite vano nehutma, nazanoma tro'ma hunaku'ma hanutma amne tro nehutma mopane nonena miza hugahaze.

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give

Hagi Sekemu'a Daina nefa Jekopune asarahehe'gizmia amanage huno zamasami'ne. Tamagrama knarere hanage'na, inankna zanku tamavesisia zana nagra tamamigahue.

12 forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"

Mofa tamimofonte zago fenonku'ma agima ahenantesazana, kema hanaza kante antena tamigahue. Hagi mofa tamia naminke'na a' eri'neno.

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,

Jekopu amohe'za Sekemune nefa Hamorigizni reznavatga hu'naze, na'ankure nezmasaro Daina azeri haviza hu'negu zamagesa nentahi'za, kea hufatgo osu'za havige hu'naze.

14 og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

Zamagra amanage huza hu'naze, Oku avufga taga osu vahe'mo'ma nerasaroma a' erisigeno'a, tagaze hugahiankita tagra e'inahuzana osugahune.

15 Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Hianagi mago'zana oku kvufama taga osu'nana kazigati nehunanki, tagrama hu'nonankna hu'za, kagri naga'mo'za oku'a zamufga mika'moza taga hutesageta, hu izo hugahune.

16 i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;

Ana hanunketa tamagra tagri mofane ara erisageta, tagra tamagri mofane ara enerita magoke vahe trohuta manigahune.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort"

Hianagi tamagrama ketima antahita oku tamufga taga osnageta, nerasarona avreta ama kumara atreta vugahune.

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Anage hazageno Hamori'ene nemofo Sekemuke ana kema nentahike hugnare hu'na'e.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus

Sekemuna nefa naga'mo'za antahi nemiza nekino, anagema haza kea nentahino, Jekopu mofate agu'a me'negu hantaka huno ana kemofo amage' ante'ne.

20 og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:

Hamorike nemofo Sekemu'ene ran kumamofo kahante eke atru hu'za kenaneke eri fatgo nehaza kumate ana kea vahe eme zamasmike amanage hu'na'e.

21 "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

Hagi knare knampa hurantaze, zamatre sunke'za mopatimo'a ra hu'neaki'za mani'neza, inankna'zana mizante tro nehuta, mofanetia omeri emeri hugahune.

22 Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.

Hianagi oku tavufga taga hutesunke'za, ana zanku mago zamarimpa hu'za tagrane, mago vahere hu'za mani'gahaze. E'ina hu'negu zamagrama hazankna huta maka'a vene'nemota oku tavufga taga hugahune.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"

Afu kevuzimine, feno zamimo'a tagri'za segahie. Hanki tagrama zamagri kemofoma avaririta oku tavufga taga hanunke'za, tagri'ene knare hu'za manigahaze.

24 Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Anage nehake'za hakare'a vahe'mo'za rankumamofo kahante atirami'za, Hamori'ene, nemofo Sekemugizni ke nentahi'za, mika rankumapi vene'nemo'za oku zamufgamofo anoma'a taga hu'naze.

25 Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel

Hagi tagufa zage agateregeno anama oku zamufga taga hu'naza vahe'mo'za tusi zamatagu nehu'za mase'nageno, Daina nesaro Simioni ene, Livaikea bainati kazi eri'ne, ana kumapi vu'ne maka'a vahera antri hazaza hu'ne zamahe hana hu'na'e.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Hamorine nemofo Sekemu'giznia bainati kazinknonu zanahe nefri'ne, Sekemu nompinti neznasaro, Dainana nevre'ne vu'naze.

27 Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

Dainama kefo avu'ava'ma hunte'naza zanku, Jekopu mofavre naga'mo'za ana kumapi mareri'za, maka'a knare'zana eri vagare'naze.

28 deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,

Sipisipi afu kevuma, bulimakaoma, donkima, kuma agu'afi me'nea zama fegi'a me'nea zanena maka eri hana hu'naze.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Hakare'a razama, onensa zama, a' mofavrene nompinti zane eri hana hu'za vu'naze.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"

Jekopu'a amanage huno Simionine, Livaigiznia zanasmi'ne, Kenani vahe'ene, Peresi vahe' amu'nompina knaza erita eme nenamita nagrira nazeri hi'mnava'e. Tagra onensa'a vahe' mani'nonanki'za, atru hu'za ha'ma eme hurantesu'za, nagri'ene maka zani'ane nazeri haviza hugahaze.

31 Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"

Hianagi kenona'a anage hu'na'e, hanki nahigeno nersarona, monko a'nemofoma hunenteankna avu'avara hunte'ne?