1 Mosebog 32
1 men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
Tedae Jakob loh amah longpuei aha caeh hatah anih te Pathen kah puencawn rhoek a doe uh.
2 og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
Tedae Jakob loh amih te a hmuh vaengah, “Hekah he Pathen kah rhaehhmuen ni,” a ti tih tekah hmuen ming te Mahanaima sui.
3 Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land på Edoms Højslette,
Te phoeiah Jakob loh Edom kho, Seir khohmuen la a maya Esau taengah a hmai la puencawn rhoek te a tueih.
4 og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
Te vaengah amih tea uen tih, “Ka boei Esau taengah he he thui pah. Na sal Jakob tah Laban taengah ka bakuep tih tahae duela ka uelh.
5 jeg har samlet mig Okser, Æsler og Småkvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
Te phoeiah kai taengah vaito neh laak boiva khaw, sal neh salnu khaw om. Na mikhmuh ah mikdaithen dang hamla ka boeipa taengah aka puen la kai n'tueih,’ ti nah,” a ti nah.
6 Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
Tedae puencawnrhoek te Jakob taengla maeluh tih, “Na maya Esau taengla ka cet uh coeng, te nangte doe ham a taengkah hlang ya li neh halo coeng,” a ti na uh.
7 Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
Te vaengah Jakob loh bahoenga rhih tih amah te a te daengdaeh uh. Te dongah a taengkah pilnam te khaw, boiva khaw, saelhung khaw, kalaukrhoekkhaw rhoi nit laa tael.
8 idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort."
Te khaw Esau loh rhoi at tea paan tiha ngawn atah rhoi at aka om te khaw rhalyong la om saeh a ti dongah ni.
9 Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
Te phoeiah Jakob loh, “Kai taengah namah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal lamtah nang te kan hoeikhang sak ni,” aka ti a pa Abraham kah Pathen neh a pa Isaak kah BOEIPA Pathen,
10 Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
Sitlohnah cungkuem neh uepomnah cungkuem te na salpa taengah nan saii ham tah rhaidaeng. Ka cunghol neh Jordan he ka kat ngawn dae rhoi nit la ka lo coeng.
11 frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
Ka maya kut lamloh, Esau kut lamkah kai n'huul mai dae. Anih te ka rhih, halo vetih camoerhoek neha manu rhoek khaw, kamah khaw n'ngawn ve.
12 Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"
Tedae namah loh, 'Hoeikhang ham khaw nang te kan hoeikhang sak vetih nang kah tiingan te tuitunli kah laivin bangla ka khueh vetih tae thai mahpawh,’ na ti,” tila thangthui.
13 Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau,
Te dongah teahte khoyin puet rhaeh. A kut aha khuen te khaw a maya Esau ham khosaa la,
14 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
Maae a la yahnih neh maaetal pumkul, tumanu yahnih neh tutal pumkul.
15 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;
Kalauk cacunte a carhoek hmaihneh thumkip, vaito a la likip neh vaitotal pumrha, laak a la pumkul neh laaktal pumrha,” a paek.
16 han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem Hjordene!"
Te phoeiah tuping, tupingte amah loh a salrhoek kut aha tloeng tih a salrhoek te,” Kai hmai ah cet lamtah tuping laklo neh tuping laklote hnalak khueh uh,” a ti nah.
17 Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
Te phoeiah lamhma taengah, “Ka maya Esaute na hum uh tih, 'Nang ulae? Melamna caeh eh? Na hmaikahrhoek he u kah lae a ti tih n'dawt vaengah,
18 skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
'Na sal Jakob kah ni. Hekah he ka boeipa Esau taengah khosaa la ham pat tih amah khaw kaimih hnukkah halo ke,’ ti nah,” a ti tih a uen.
19 Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
Te phoeiaha pabae te khaw, a pathum te khaw, tuping hnukah aka cet boeih te khaw, “Nangmih khaw Esau neh na hum uh vaengah hekah olka he thikat la thui uh lamtah,
20 "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt imod mig!"
nang kah sal Jakob khaw kaimih hnukah om ke,’ na ti uh ni,” a ti tih a uen. Ba dongah tikoinih ka mikhmuh kah aka pongpa khosaa neh a hmai ka saak pah vetih, te phoeiah tah a maelhmai ka hmuh vaengah kai maelhmai khaw a hlam khaminga ti.
21 Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
Te dongah khosaate a hmai laa caeh sak. Tedae amah tah rhaehhmuen ah hlaem at rhaeh pueng.
22 Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
Tedae tekah khoyin ah thoo tih a yuu rhoi neh a salnu rhoi khaw, a carhoek hlai at te khaw a loh tih Jabbok lamkai ah a kat puei.
23 han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over.
Amihte khawa khuen tiha thak phoeiah amah taengah aka om rhoek te khaw soklonglaa tueih.
24 Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
Te vaengah Jakob te amah bueng la a cul coeng dongah anih te hlang pakhat loh khothaih tom duea hnueih.
25 og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham.
Tedae anih te ka na pawh tilaa hmuh vaengah Jakob kah a hlit tea koi pah tih anih te a hnueih pangthuem Jakob kah a hlit te voeng nong.
26 Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
Te vaengah, “Khothaih loh n'kae coeng tih kai n'hlah laeh,” a tinah hatah Jakob loh, “Kai he yoethen nan paek hlan atah nang khaw kan hlah mahpawh,” a ti nah.
27 Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
Te dongah amah la, “Nang mingte balae,” a tinah hatah, “Jakob,” a tinah dae,
28 Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
“Na mingte Jakob ti voel boel lamtah Pathen neh hlangrhoek tena hnueih tihna na coeng dongah Israel ti laeh,” a ti nah.
29 Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
Te phoeiah Jakobloh a dawt tih, “Na ming te thui lah,” a tinah hatah, “Ka ming he ba ham lae nan dawt,” a tinah tih anih te yoethen pahoi a paek.
30 Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
Te dongah Jakob loh, “Pathen maelhmai tea hmai lamloh hmuh coeng dae ka hinglu huul uh,” a ti dongah tekah hmuen mingte Peniela sui.
31 Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften.
Tedae Penuel tea poeng vanneh a soah khomik thoeng. Anih khaw a hlit dongah cungdo phai.
32 Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.
Te dongah Israel ca rhoek loh a hlit dongkah tharhui thanal te tihnin due ca uh pawh. Jakob kah tharhui thanal ah aka om a hlit tea koi pah coeng.
