< Ezekiel 24 >
1 HERRENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således:
Saning takawtto, khrah hato haih, ni hato naah Angraeng ih lok kai khaeah angzoh,
2 Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.
kami capa, vaihni hae ani hoi akhrah hae tarik ah; Babylon siangpahrang mah hae na ni hoi kamtong Jerusalem vangpui to takui boeh.
3 Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre HERREN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri;
Laisaep thaih imthung takoh ah patahhaih lok hoiah thui paeh, nihcae khaeah, Angraeng Sithaw mah, Laom to khoeng ah loe a thungah tui to lawn ah:
4 læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler;
ngan kahoih, aphaih hoi palaeng moinawk to la ah loe a thungah suem ah; kahoih ahuh to kakoi ah hnawt ah.
5 tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!
Kahoih koek tuu moi to la ah, ahuhnawk to laom tlim ah pacaeng ah, ahuhnawk loe amtet nasoe, tiah thuih paeh, tiah ang naa.
6 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem;
Angraeng Sithaw mah, Athii kalongsak vangpui, nang loe khosak bing boeh! Moi to maeto pacoeng maeto thoe ah, nang loe sum aek mah caak ih athung bang ciim thai ai laom baktiah ni na oh boeh; taham khethaih phoisa to na nuiah amtim hmah nasoe.
7 thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld.
Vangpui thungah anih mah athii to longsak, anih loe maiphu hoi aphum hanah athii to long ah krai ai, athii to kamtueng phaeng thlung nuiah ni a kraih;
8 For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det.
palungphui hoiah lu ka lak han; athii to aphum han ai ah, anih mah palongh ih athii to kamtueng phaeng thlung nuiah ka suek boeh, tiah thuih.
9 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor;
To pongah Angraeng Sithaw mah, Athii palong vangpui loe khosak bing! Kalen parai hmai to tik hanah thing to ka tapop han.
10 hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes
Thing to tapop ah loe hmaitik ah, hmuihoih thuh ah loe, moi to patet ah, ahuhnawk loe hmai amngaeh o nasoe.
11 og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde!
To pacoengah tidoeh kaom ai laom akok to kamngaeh hmai nuiah khoeng ah, hmai mah laom to amngaeh sak tih, to tiah ni laom thung ih kakhoem tui to amkaw ueloe, sum aek to hmai mah kangh boih tih.
12 Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten!
Tha na pathok khing cadoeh azom pui ni, kakhoem to krah thai mak ai, hmai mah doeh cingsak thai mak ai.
13 Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig.
Jerusalem, nang loe zaehaih hoi amhnoghaih hoiah na koi, kang pasaeh khing boeh, toe na ciim thai ai pongah, na nuiah palung ka phuihaih pha ai karoek to nam hnonghaih to na ciim thai mak ai, tiah thuih.
14 Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre HERREN.
Kai, Angraeng mah thuih boeh; Kai loe ka thuih ih lok baktih toengah ka sak han, atue mah phak boeh; hnuk kang nawn let mak ai, ka paquem mak ai ueloe, dawnpakhuemhaih doeh ka tawn mak ai; na khok takanhaih hoi na sak ih hmuennawk baktih toengah, lok kang caek o han, tiah Angraeng Sithaw mah thuih.
15 HERRENs Ord kom til mig således:
Angraeng ih lok kai khaeah angzoh,
16 Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer;
kami capa, khenah, mik na cop koek ih kami to kang lak pae ving han boeh; toe palungsae hmah loe, qah hmah, mikkhraetui doeh longsak hmah.
17 suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!
Pauep ah, kadueh kami to qah haih hmah, lumuek to angmuek ah loe, khokpanai to abuen ah, pahni to khuk hmah, palungsae kami ih takaw to caa hmah, tiah ang naa.
18 Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.
To pongah akhawn bangah kaminawk khaeah lok to ka thuih, duembang ah loe ka zu to duek ving; thuih ih lok baktih toengah akhawn bangah ka sak.
19 Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?"
To naah kaminawk mah, Hae tiah na sak ih hmuennawk mah kai hnuksak han koi timaw oh, nang thui mak ai maw? tiah ang naa o.
20 svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:
To pongah nihcae khaeah, Angraeng ih lok kai khaeah angzoh,
21 Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet!
Israel imthung takoh khaeah, Angraeng Sithaw mah, Khenah, Kaimah ih hmuenciim, kahoih koek nangcae thacakhaih, na khet koeh o ih ahmuen, na paawt o duek ih hmuennawk to kam hnongsak han; na caeh o taak ih na capanawk hoi na canunawk loe sumsen hoiah dueh o tih.
22 Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød;
Ka sak ih baktih toengah na sah o toeng tih; pahni tamuep o hmah loe, palungsae kaminawk ih buh doeh caa o hmah.
23 eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre.
Lumuek to angmuek oh loe, khokpanai to abuen oh; palungsae o hmah loe, qah o hmah; toe na zae o haih pongah ngan na zaek o ueloe, maeto hoi maeto na qah o haih tih.
24 Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,"
Ezekiel loe nangcae han angmathaih ah om tih; a sak ih hmuennawk baktih toengah na sah o toeng tih; hae hmuen phak naah, Kai loe Angraeng Sithaw ni, tito na panoek o tih, tiah thuih.
25 Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem,
Nang, kami capa, nihcae thacakhaih, anghoe o haih hoi lensawkhaih, a khet koeh o ih hmuen, a koeh o ih hmuennawk, a capanawk hoi a canunawk to ka lak pae han.
26 på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører;
To na niah kaloih kami to nang khaeah angzo ueloe, kangcoeng hmuen tamthang to na thui tih.
27 på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er HERREN.
Kaloih kami hnuk na niah na pakha to among tih, lok na pae hoi tih, lok na aa mak ai boeh; nang loe nihcae han angmathaih ah om tih; to naah nihcae mah Kai loe Angraeng ni, tito panoek o tih, tiah ang naa.