Ezekiel 1
1 I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.
Ottuzinqi yili, tɵtinqi ayning bǝxinqi künidǝ, mǝn Kewar dǝryasiƣa sürgün ⱪilinƣanlar arisida turƣan mǝzgildǝ, mana asmanlar eqilip, mǝn Hudaning alamǝt kɵrünüxlirini kɵrdüm.
2 Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført -
Tɵtinqi ayning bǝxinqi küni — Yǝⱨoakinning sürgün bolƣanliⱪining bǝxinqi yili idi —
3 kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.
Kaldiylǝrning zeminida, Kewar dǝryasi boyida, Buzining oƣli Əzakiyal kaⱨinƣa Pǝrwǝrdigarning sɵzi kǝldi — xu yǝrdǝ Pǝrwǝrdigarning ⱪoli uning wujudiƣa ⱪondi.
4 Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.
Mǝn kɵrdüm, mana! Ximaldin boran-qapⱪun kɵtürüldi; yoƣan bir bulut wǝ uni orap turƣan bir ot, uning ǝtrapida bir yoruⱪluⱪ julalinip turatti; otturisidin, yǝni xu ot iqidin, issiⱪtin julalanƣan parⱪiraⱪ mistǝk bir kɵrünüx kɵründi.
5 Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;
Yǝnǝ uning otturisidin, tɵt ⱨayat mǝhluⱪ kɵründi; ularning kɵrünüxi xundaⱪ idiki: — ularda insanning ⱪiyapiti bar idi;
6 men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;
ularning ⱨǝrbirining tɵttin yüzi bar idi; ⱨǝrbirining tɵttin ⱪaniti bar idi.
7 deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;
Ularning tüptüz putliri bar idi; tapanliri bolsa mozayning tuyaⱪliriƣa ohxaytti; ular parⱪiritilƣan mistǝk parlap turatti.
8 der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.
Tɵt yenida, ⱪanatliri astida insanningkidǝk birdin ⱪoli bar idi; tɵtisining ⱨǝrbirining tɵttin yüzi wǝ tɵttin ⱪaniti bar idi;
9 De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud".
ularning ⱪanatliri bir-birigǝ tutax idi; ular yürgǝndǝ ⱨeqyaⱪⱪa burulmaytti; ular ⱨǝmmisi udul aldiƣa yürǝtti.
10 Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil;
Ularning yüz kɵrünüxliri insanningkidǝk idi; u tɵtisining ong tǝripidǝ xirningkidǝk yüzi bar idi; tɵtisining sol tǝripidǝ buⱪiningkidǝk yüzi bar idi; tɵtisining bürkütningkidǝk yüzimu bar idi.
11 Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.
Ularning yüzliri ǝnǝ xundaⱪ idi. Ⱪanatliri yuⱪirida kerilip turatti; ⱨǝrbirining ikki ⱪaniti ikki tǝripidiki mǝhluⱪning ⱪanitiƣa tutixatti; yǝnǝ ikki ⱪaniti ɵz tenini yepip turatti.
12 De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik.
Ularning ⱨǝrbiri udulƣa ⱪarap mangatti; ularda bolƣan roⱨ nǝgǝ barimǝn desǝ, ular xu yǝrgǝ mangatti; ular mangƣanda ⱨeqⱪaysi tǝrǝpkǝ burulmaytti.
13 Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.
Ⱨayat mǝhluⱪlarning ⱪiyapiti bolsa, kɵyüp yalⱪunlap turƣan otning qoƣidǝk, mǝx’ǝllǝrdǝk idi; muxu ot uyan-buyan aylinip mǝhluⱪlar arisida yürǝtti; ot intayin yalⱪunluⱪ idi, ottin qaⱪmaⱪlar qeⱪip turatti;
14 Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til
ⱨayat mǝhluⱪlar qaⱪmaⱪtǝk pal-pul ⱪilip uyaⱪtin-buyaⱪⱪa yügürüp turatti.
15 Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener;
Mǝn ⱨayat mǝhluⱪlarƣa ⱪaridim, mana ⱨayat mǝhluⱪlarning ⱨǝrbirining yenida yǝrdǝ turidiƣan, ularning yüzigǝ udullanƣan birdin qaⱪ turatti;
16 og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul;
qaⱪlarning xǝkli wǝ yasilixi beril yaⱪutning kɵrünüxidǝ idi; tɵtisining birhilla kɵrünüxi bar idi; ularning xǝkli wǝ yasilixi bolsa, qaⱪning iqidǝ qaⱪ bardǝk idi.
17 de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik.
Mǝhluⱪlar mangƣanda, ular yüzlǝngǝn tɵt tǝripining ⱨǝmmisigǝ udul mangatti; mangƣanda ular ⱨeq burulmaytti.
18 Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.
Qaⱪlarning ultangliri bolsa, intayin egiz ⱨǝm dǝⱨxǝtlik idi; ular tɵtisining ultanglirining pütün ǝtrapi kɵzlǝr bilǝn tolƣanidi.
19 Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;
Ⱨayat mǝhluⱪlar mangƣanda, qaⱪlar ularƣa yandixip mangatti; ⱨayat mǝhluⱪlar yǝrdin kɵtürülgǝndǝ, qaⱪlarmu kɵtürülǝtti.
20 hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;
Roⱨ nǝgǝ mang desǝ, ular xu yǝrgǝ mangatti — demǝk, ularning roⱨi [Roⱨⱪa] ǝgixip mangatti. Qaⱪlar ular bilǝn tǝng kɵtürülǝtti; qünki mǝhluⱪlarning roⱨi qaⱪlirida idi.
21 når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
Mǝhluⱪlar mangƣanda, qaⱪlarmu mangatti; mǝhluⱪlar tohtiƣanda, qaⱪlarmu tohtaytti; ular yǝrdin kɵtürülginidǝ, qaⱪlarmu ularƣa ⱪoxulup tǝng kɵtürülǝtti; qünki ⱨayat mǝhluⱪlarning roⱨi qaⱪlarda idi.
22 Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder;
Ⱨayat mǝhluⱪlarning baxliri üstidǝ bir yoƣan kɵz yǝtküsiz gümbǝzgǝ ohxaydiƣan bir nǝrsǝ turatti; u hrustaldǝk dǝⱨxǝtlik parⱪirap, ularning bexi üstidǝ yeyilip turatti.
23 og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.
Bu gümbǝzdǝk nǝrsining astida ularning ⱪanatliri kerilip, bir-birigǝ tegixip turatti; ⱨǝrbir mǝhluⱪning ɵz tenining ikki yenini yapidiƣan ikkidin ⱪaniti bar idi.
24 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.
Ular mangƣanda, mǝn ⱪanatlirining sadasini anglidim — u uluƣ sularning xarⱪiriƣan sadasidǝk, Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirning awazidǝk — ⱪoxunning yürüx ⱪiliwatⱪan qaƣdiki sürǝn-xawⱪunlirining sadasidǝk idi; ular tohtap turƣan qaƣlarda, ular ⱪanatlirini tɵwǝngǝ qüxürǝtti.
25 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne.
Wǝ ularning bexi üstidiki gümbǝzdǝk nǝrsǝ üstidin bir awaz anglandi. Ular tohtap turƣan qaƣlarda, ular ⱪanatlirini tɵwǝngǝ qüxürǝtti.
26 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til.
Ularning bexi üstidiki gümbǝzdǝk nǝrsǝ üstidǝ, kɵk yaⱪut kǝbi bir tǝhtning siymasi turatti; bu tǝht siymasining üstidǝ, tolimu yuⱪirida, insan ⱪiyapitidǝ kɵrüngǝn bir zat turatti.
27 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham.
Wǝ mǝn bu zatni belining üsti tǝripining turⱪi mistǝk parⱪirƣan, ǝtrapini ot orap turƣan ⱪiyapǝttiki bir kɵrünüxtǝ kɵrdüm; wǝ belining asti tǝripining turⱪi, otning ⱪiyapitidǝ idi, uning ǝtrapida küqlük yoruⱪluⱪ turatti.
28 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
Bu ǝtrapida turƣan küqlük yoruⱪluⱪning kɵrünüxi bolsa, yamƣurluⱪ künidiki bulutta pǝyda bolƣan ⱨǝsǝn-ⱨɵsǝnning kɵrünüxidǝk idi. Bu bolsa Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripining ⱪiyapitining kɵrünüxi idi. Buni kɵrüpla mǝn düm yiⱪildim; wǝ mǝn sɵzlǝwatⱪan birsining awazini anglidim.
