Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
Hiche hi Thuhilpa, Jerusalem’a vaipoa pang, Leng David chapa thuseidoh ho ahi.
2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
Thuhilpa chun, “Ijakai ajehbei tobang ngen ahi, ajeh bei tobang ngensen ahi sohkeije,” ati.
3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
Nipi noija hi mihon atoh gim jeh’uva hi ipi aki mudoh uvem?
4 Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
Khang achemang in, khang ahung lhung kit in, hinlah leiset hin kikhelna aneikha hih laiye.
5 Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Nisa ahung sohdoh in chule alhum kit jin, chule kinotah’a kipandoh kit ding in akigopai jin ahi.
6 Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Hui chu lhang lama anung in, chule sah lama ahung kihei jin ahi. Avel kol avelkol in, ahui nun chun akollin ahi.
7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
Vadung ho tuikhanglenna alonglut’uvin, hinlah twikhanglen adim thei deh poi. Chuti chun twi ho chu vadunga ahung kile kit jiuvin chule ahung longdoh un twikhanglenna chun alut kit jiuve.
8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
Thil ijakai hi seithei lou hellin thachol chol a um'in ahi. Ijat imit uva imu vang un ilungnau achim poi. Ijat ina khang uva ijah jeng vang un ilunglhai jou pouve.
9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
Achesa thusim kivelso kitna ahibouve. Masang peh’a ana kibol chaisa ngensen ahiuve. Nisa noija imacha thil athah tahbeh aum poi.
10 Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
Khatvei veileh mihon aseijun, “Imacha athah kiti aum poi,” atiuve. Hinlah tahbeh mong in alui ahi bouvin, imacha athah kiti hi aum poi.
11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
Achesa phatna ipi anasoh em ti igeldoh pouve, chule khang ahung lhung ding hoa jong tua i-thilbol houhi koiman ahetdoh lou ding ahitai.
12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
Keima, Thuhilpa hi Israelte leng kahin, chule Jerusalema chenga kahi.
13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
Hetkhen themna holdoh theina ding in keima ka kipum pehdoh jeng in, chule nisa noija na kitongdoh ho chengse hi chihna’a kholdoh ding in ka gel’e. Keiman kahin mudoh chu Pathen in mihemte henga aumna akiphondoh hi ahi.
14 Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
Keiman nisa noija thil ache jomho ijakai hi kavetna ahileh atahbeh in, abonchan ajeh bei aphachom lou ding tobangbep ahije.
15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
Adih lou chu aki sudih tahbeh joupon, chule amangsa jong chu akinung mukit tapoi.
16 Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
Keima ka lungthima ka kihoulim in, ka seijin, “Ven, kamasanga Jerusalema leng changho vaihomlai sangin jong ka ching joi. Keima amaho khatpen sangin jong chih john a le hetjohna kaneije,” kati.
17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.
Hiti chun keima ijakai chihna’a konna ngolna chule kingol sahna geija hetdohna ding in ka kalsong doh in ahi. Hinlah keima tah in kahetdoh chu hiche ho jouse hi pannabei thil tobangbep ahije.
18 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
Ka chihna akibe cheh le ka gimna akibe cheh in, hetna akalbe cheh le lunggim na akibe cheh bepmin ahi.
