Prædikeren 6
1 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:
Keiman nipi noija thil chombeh aphamo tah khat kamudoh aum in, hichu mihemte lah’a aum jing in ahi.
2 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.
Pathen’in mi phabep chu haona bulhingset le jabolna chule angai chatbe chan diu geijin apen, hinlah hicheho chu nopsah pina neithei manlouva koi-mi aumin ahi. Amaho chu athiuvin, chule midang hetphah loubeh mi khatnin anei le gou, thil lamdoh chu anopsahpi lheh jin ahi! Hiche hi hamsetna nat pithei leu pannabei ahibouve.
3 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;
Mi khat in cha jakhat jen nei theijinte chule atehset geijin hingkhat nante. Hinlah amachun hinkhoa lungkimna neihih henlang, chule kivuina pha neita hihleh, ama dinga chu ahungpena athisa ana-hitaleh phajo ding ahi.
4 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;
Mihem a apen chu ajehbei tobang hi ding, chule muthim lhang khal kiheh lah’a ahinkho kichai tobangbep hi ding ahije. Ama chun min kiti jong nei louva, chule nisa jong mu talouva chule nisa-umlam jong hepha lou hiding ahi tai. Hijongleh ama chun kipah loutah’a ahung seilet sanga lung olna anei joh ding ahi.
5 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han.
6 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?
Ama chu kum sangkhat val, nivei geijin hing ding hijongleh lungkimna aneitah lou ding ahi. Chule ama chun midang khat tobanga thina atoding, hichun ipi aphat chomsah ding ham?
7 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.
Mijousen ahinkhou apum pia anholna’n kimai jun tin, hinlah anei lhingset diu ginchat aum poi.
8 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?
Hitia hi miching hohi mingolho sanga phachom jouva hilou ham? Mivaicha hon achih jeh’uva ipi phatchomna akimuva chule midang masanga iti chon ding akihet’uvem?
9 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
Na nei lou na ngaichat sang in, nanei chunga lunglhaijon. Thilpha thilhoi nei nomna lunggel kiti hi aphat chomna bei kidel tobang ahi.
10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste.
Thil ijakai hohi kigong tupsa ngen ahiuve. Mi khat cheh hi ipi ahi ding’u tona kigong sapeh ahi tauve. Hijeh chun natonsot khankho ding chung chang thua jong Pathen nanel kallou ding ahi.
11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?
Thu naha seitam chan-a ima phachomlou ahi. Ahileh hiche ho chu ipi phachom em?
12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
I-hinlonau pannabei nikho phabep sunga hi, i-hin nikhou hi iti kimang hoi thei pen ding ham ti koiyin ahet nem? I-hinkhou hi lelim tobangbep ahi. I-che nung tenguleh hiche leisetna hi ipi ahung lhung ding koiyin aseithei jem?
