Prædikeren 6
1 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:
Kaminawk khaeah hmuenzit ah kaom sethaih, ni tlim ah ka hnuk let bae vop:
2 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.
koehhaih akoep hanah, Sithaw mah kami khaeah angraenghaih, hmuenmae tawnhhaih hoi pakoehhaih to paek; toe hmuenmae nuiah kanawm acaeng hanah paek ai pongah, minawk kalah mah kanawm acaeng haih lat; hae doeh azom pui ni, nathaih kasae ah ni oh.
3 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;
Kami maet loe caa cumvaito tawnh moe, saning sawk parai ah hing cadoeh, hing thung koehhaih akoep ai, duek naah doeh kahoih ah aphum ai nahaeloe, anih pongah loe zok thungah kamro nawkta to hoih kue.
4 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;
Zok thungah kamro nawkta loe azom pui ah tacawt moe, vinghaih thungah caeh, anih ih ahmin loe vinghaih mah ayaw khoep tih boeh.
5 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han.
Anih loe ni to hnu vai ai, tidoeh panoek ai; toe anih loe minawk kalah pongah pop kue anghakhaih to hnuk.
6 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?
Ue, anih loe saning sang hnetto hing langlacadoeh, a tawnh ih hmuen nuiah nawmhaih tawn ai; kaminawk loe ahmuen maeto ah na ai maw caeh o boih?
7 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.
Kami mah tha pathok moe, sak ih tok boih loe pakha han ih ni sak, toe caak koehhaih loe boeng thai ai.
8 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?
Palungha mah kamthu pong kamtlai ah amekhaih timaw tawnh? Kahing kaminawk hmaa ah kawbangmaw khosak nahaeloe hoi tih, tiah panoek kamtang loe amekhaih timaw tawnh?
9 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
Palung koehhaih bangah amkaeh khing pongah loe, mik hoi hnuk ih hmuen to hoih kue; hae doeh azom pui ni, takhi hnukah patom rumram baktiah ni oh.
10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste.
Vaihiah kaom hmuen loe canghni ah a poek ih hmuen to ni; kami loe angmah pongah thacak kue kami hoiah angnoek thai ai, hae loe kami khosakhaih dan boeh ni, tiah amtueng boeh.
11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?
Pop hmoek ah lok apaeh naah, avang ai lok to pop aep, to baktih lok mah kami han tih amekhaih maw ohsak?
12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
Tahlip baktiah kalaem thaih, avanghaih om ai hing thungah, kami han atho om hmuen mi maw panoek thaih? Kami duek pacoengah loe ni tlim ah timaw om tih, tiah mi mah maw thui thai tih?
