Prædikeren 3
1 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
Omnia tempus habent, et suis spatiis transeunt universa sub cælo.
2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
Tempus nascendi, et tempus moriendi. Tempus plantandi, et tempus evellendi quod plantatum est.
3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,
Tempus occidendi, et tempus sanandi. Tempus destruendi, et tempus ædificandi.
4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,
Tempus flendi, et tempus ridendi. Tempus plangendi, et tempus saltandi.
5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,
Tempus spargendi lapides, et tempus colligendi. Tempus amplexandi, et tempus longe fieri ab amplexibus.
6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
Tempus acquirendi, et tempus perdendi. Tempus custodiendi, et tempus abiiciendi.
7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,
Tempus scindendi, et tempus consuendi. Tempus tacendi, et tempus loquendi.
8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.
Tempus dilectionis, et tempus odii. Tempus belli, et tempus pacis.
9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
Quid habet amplius homo de labore suo?
10 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
Vidi afflictionem, quam dedit Deus filiis hominum, ut distendantur in ea.
11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
Cuncta fecit bona in tempore suo, et mundum tradidit disputationi eorum, ut non inveniat homo opus, quod operatus est Deus ab initio usque ad finem.
12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
Et cognovi quod non esset melius nisi lætari, et facere bene in vita sua.
13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
Omnis enim homo, qui comedit et bibit, et videt bonum de labore suo, hoc donum Dei est.
14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
Didici quod omnia opera, quæ fecit Deus, perseverent in perpetuum: non possumus eis quidquam addere, nec auferre, quæ fecit Deus ut timeatur.
15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.
Quod factum est, ipsum permanet: quæ futura sunt, iam fuerunt: et Deus instaurat quod abiit.
16 Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.
Vidi sub sole in loco iudicii impietatem, et in loco iustitiæ iniquitatem.
17 Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.
Et dixi in corde meo: Iustum, et impium iudicabit Deus, et tempus omnis rei tunc erit.
18 Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
Dixi in corde meo de filiis hominum, ut probaret eos Deus, et ostenderet similes esse bestiis.
19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
Idcirco unus interitus est hominis, et iumentorum, et æqua utriusque conditio: sicut moritur homo, sic et illa moriuntur: similiter spirant omnia, et nihil habet homo iumento amplius: cuncta subiacent vanitati,
20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
et omnia pergunt ad unum locum: de terra facta sunt, et in terram pariter revertuntur.
21 Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?
Quis novit si spiritus filiorum Adam ascendat sursum, et si spiritus iumentorum descendat deorsum?
22 Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
Et deprehendi nihil esse melius quam lætari hominem in opere suo, et hanc esse partem illius. Quis enim eum adducet, ut post se futura cognoscat?
