Prædikeren 10
1 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.
Eiterflugor set illtev og æsing i salven åt salvemakeren; ein grand dårskap veg meir enn visdom, meir enn æra.
2 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,
Vismanns-hug til retta gjeng, og dåre-hug til keiva.
3 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.
Og kvar helst dåren gjeng, tryt vitet hans, og han segjer frå til kvar og ein at han er ein dåre.
4 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.
Um hovdings vreide reiser seg mot deg, so gakk ikkje frå din post! For roleg åtferd hindrar mange synder.
5 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:
Det er ei ulukka som eg hev set under soli liksom eit mistak som kjem frå ein magthavar:
6 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.
Dårskapen er sett i høge sessar, og rikfolk lyt sitja lågt.
7 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.
Eg hev set trælar på hesteryggen og hovdingar ganga på sin fot som trælar.
8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;
Den som grev ei grav, kann stupa nedi, og den som riv ein mur, kann ormen stinga.
9 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.
Den som bryt stein, kann få mein; den som høgg ved, kann koma ut i fåre.
10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.
Når øksi ikkje bit og han ei slipar eggi, då lyt han bruka dess meir magt. Men visdomen veit å vøla til.
11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.
Når ormen sting fyrr ein fær mana, hev manaren ingen fyremun.
12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;
Ord av vismanns munn er gudlege, men lipporne på dåren gløyper honom sjølv.
13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.
Dei fyrste ordi i hans munn er dårskap, og røda endar reint i arge vitløysa.
14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?
Dåren brukar mange ord, endå ingen mann veit kva som henda skal, og kva som etter hans tid henda skal, kven kann segja honom det?
15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.
Dåren møder seg med maset sitt, han som ikkje ein gong veit å gå til byen.
16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.
Usælt er du land som hev eit barn til konge, og fyrstar som held etarlag um morgonen!
17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.
Sælt er du land som hev ein adelboren konge, og fyrstar som held sine mål i rette tid på kara-vis og ei med fyll!
18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.
Når leta rår, sig bjelkarne ned, og huset lek når henderne heng. -
19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.
Til gaman held dei gilde, og vin gjev livet gleda, og pengar greider alt.
20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.
Ikkje ein gong i tankarne må du banna ein konge, og ikkje i ditt sengrom banna ein rikmann. For himmelens fuglar ber ljoden burt, og dei fløygde melder din tala.
