Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
Rijeèi propovjednika sina Davidova cara u Jerusalimu.
2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
Taština nad taštinama, veli propovjednik, taština nad taštinama, sve je taština.
3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
Kaka je korist èovjeku od svega truda njegova, kojim se trudi pod suncem?
4 Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
Naraštaj jedan odlazi i drugi dolazi, a zemlja stoji uvijek.
5 Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Sunce izlazi i zalazi, i opet hiti na mjesto svoje odakle izlazi.
6 Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Vjetar ide na jug i obræe se na sjever: ide jednako obræuæi se, i u obrtanju svom vraæa se.
7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
Sve rijeke teku u more, i more se ne prepunja; odakle teku rijeke, onamo se vraæaju da opet teku.
8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
Sve je muèno, da èovjek ne može iskazati; oko se ne može nagledati, niti se uho može naslušati.
9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
Što je bilo to æe biti, što se èinilo to æe se èiniti, i nema ništa novo pod suncem.
10 Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
Ima li što za što bi ko rekao: vidi, to je novo? Veæ je bilo za vijekova koji su bili prije nas.
11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
Ne pominje se što je prije bilo; ni ono što æe poslije biti neæe se pominjati u onijeh koji æe poslije nastati.
12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
Ja propovjednik bijah car nad Izrailjem u Jerusalimu;
13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
I upravih srce svoje da tražim i razberem mudrošæu sve što biva pod nebom; taj muèni posao dade Bog sinovima ljudskim da se muèe oko njega.
14 Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
Vidjeh sve što biva pod suncem, i gle, sve je taština i muka duhu.
15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
Što je krivo ne može se ispraviti, i nedostaci ne mogu se izbrojiti.
16 Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
Ja rekoh u srcu svom govoreæi: evo, ja postah velik, i pretekoh mudrošæu sve koji biše prije mene u Jerusalimu, i srce moje vidje mnogo mudrosti i znanja.
17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.
I upravih srce svoje da poznam mudrost i da poznam bezumlje i ludost; pa doznah da je i to muka duhu.
18 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
Jer gdje je mnogo mudrosti, mnogo je brige, i ko umnožava znanje, umnožava muku.
