Amos 6

1 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;

Anunae Zion dongah mongkawt tih Samaria tlang ah aka pangtung rhoek aih. Namtom kah a tanglue a phoei dongah amih taengla Israel imkhui te kun uh van.

2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)

Kalneh la cet uh lamtah hmu lah. Te lamloh Khamath Rabbah la cet uh lamtah Philisti kah Gath la suntla uh. Te kah ram tah then ngai tih a khorhi te na khorhi lakah len a?

3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.

Yoethae khohnin ham rhoe tih kuthlahnah hmuen la mop uh.

4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;

Vueino thingkong dongah yalh uh tih a soengca dongah cawklawih uh. Boiva khui lamkah tuca neh sael-im khui lamkah saelca aka ca rhoek.

5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;

David bangla thangpa ol te a oei uh tih lumlaa tumbael te amamih ham a moeh uh.

6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade.

Misurtui te baelcak dongah a ok uh tih situi tanglue neh koelh uh dae Joseph kah pocinah dongah a kothae uh pawh.

7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud.

Te dongah boeilu a poelyoe bangla a poelyoe uh pawn vetih cawklawih rhoek kah rhok nong ni.

8 Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde.

Ka Boeipa Yahovah loh a hinglu neh a toemngam coeng. He tah caempuei Pathen BOEIPA kah olphong ni. Jakob kah hoemdamnah te ka lok lo tih a impuei khaw ka hmuhuet. Te dongah khopuei neh a cungkuem te ka khaih ni.

9 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø.

Tedae ana om saeh, im pakhat ah hlang parha sueng mai cakhaw duek uh ni.

10 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne.

Anih te a panoe neh a rhok aka soem loh a khuen tih im lamloh a rhuh a khuen vaengah khaw im thael kah taengah, “Nang taengah om pueng a?” a ti nah ni. Te vaengah, “Lunglilungla la,” a ti vetih, “Saah lah, BOEIPA ming te poek ham moenih,” a ti ni.

11 Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.

BOEIPA loh a uen dongah im len te a pil la, im yit te a nuei la a boh pawn ni ke.

12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;

Thaelpang dongah marhang yong vetih saelhung nen khaw a thoe rhet aya? Te dongah tiktamnah te sue la, duengnah thaihtae te pantong la na poeh sakuh.

13 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim?

“Mah thaa neh mah hamla a ki n'loh moenih a?,” aka ti rhoek te Lodebar ah a kohoe uh.

14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.

He tah caempuei Pathen BOEIPA kah olphong ni. Israel imkhui nang taengah namtom ka thoh coeng ne. Te dongah nangmih te Khamath a pawk nah lamloh Arabah soklong duela n'nen uh ni.