< Apostelenes gerninger 5 >
1 Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
And a certain man, Ananias by name, with his wife Sapphira, sold a possession,
2 og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
and kept back of the price—his wife also knowing—and having brought a certain part, he laid [it] at the feet of the apostles.
3 Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
And Peter said, “Ananias, why did Satan fill your heart, for you to lie to the Holy Spirit, and to keep back of the price of the place?
4 Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud."
While it remained, did it not remain yours? And having been sold, was it not in your authority? Why [is] it that you put this thing in your heart? You did not lie to men, but to God”;
5 Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
and Ananias hearing these words, having fallen down, expired, and great fear came on all who heard these things,
6 Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
and having risen, the younger men wound him up, and having carried forth, they buried [him].
7 Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
And it came to pass, about three hours after, that his wife, not knowing what has happened, came in,
8 Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
and Peter answered her, “Tell me if for so much you sold the place”; and she said, “Yes, for so much.”
9 Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
And Peter said to her, “How was it agreed by you to tempt the Spirit of the LORD? Behold, the feet of those who buried your husband [are] at the door, and they will carry you forth”;
10 Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
and immediately she fell down at his feet, and expired, and the young men having come in, found her dead, and having carried forth, they buried [her] by her husband;
11 Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
and great fear came on all the Assembly, and on all who heard these things.
12 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
And through the hands of the apostles came many signs and wonders among the people, and they were all with one accord in the porch of Solomon;
13 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
and of the rest no one was daring to join himself to them, but the people were magnifying them,
14 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder,
(and the more were believers added to the LORD, multitudes of both men and women),
15 så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
so as to bring forth the ailing into the broad places, and to lay [them] on beds and pallets, that at the coming of Peter, even [his] shadow might overshadow someone of them;
16 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte.
and there were also coming together the people of the surrounding cities to Jerusalem, carrying ailing persons, and those harassed by unclean spirits—who were all healed.
17 Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
And having risen, the chief priest, and all those with him—being the sect of the Sadducees—were filled with zeal,
18 Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
and laid their hands on the apostles, and put them in a public prison;
19 Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
but through the night a messenger of the LORD opened the doors of the prison, having also brought them forth, he said,
20 "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!"
“Go on, and standing, speak in the temple to the people all the sayings of this life”;
21 Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.
and having heard, they entered into the temple at the dawn, and were teaching. And the chief priest having come, and those with him, they called together the Sanhedrin and all the Senate of the sons of Israel, and they sent to the prison to have them brought,
22 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
and the officers having come, did not find them in the prison, and having turned back, they told,
23 "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde."
saying, “We indeed found the prison shut in all safety, and the keepers standing outside before the doors, and having opened—we found no one within.”
24 Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem, hvad dette skulde blive til.
And as the priest, and the magistrate of the temple, and the chief priests, heard these words, they were doubting concerning them to what this would come;
25 Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
and coming near, a certain one told them, saying, “Behold, the men whom you put in the prison are in the temple standing and teaching the people”;
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
then the magistrate having gone away with officers, brought them without violence, for they were fearing the people, lest they should be stoned;
27 Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
and having brought them, they set [them] in the Sanhedrin, and the chief priest questioned them,
28 "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!"
saying, “Did we not strictly command you not to teach in this Name? And behold, you have filled Jerusalem with your teaching, and you intend to bring on us the blood of this Man.”
29 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
And Peter and the apostles answering, said, “It is required to obey God, rather than men;
30 Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel.
and the God of our fathers raised up Jesus, whom you slew, having hanged on a tree;
31 Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
this One, God, a Prince and a Savior, has exalted with His right hand, to give conversion to Israel, and forgiveness of sins;
32 Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham."
and we are His witnesses of these sayings, and the Holy Spirit also, whom God gave to those obeying Him.”
33 Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel.
And they having heard, were cut [to the heart], and were intending to slay them,
34 Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
but a certain one, having risen up in the Sanhedrin—a Pharisee, by name Gamaliel, a teacher of law honored by all the people—commanded to put the apostles forth a little,
35 Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
and said to them, “Men, Israelites, take heed to yourselves about these men, what you are about to do,
36 Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
for before these days Theudas rose up, saying that he was someone, to whom a number of men joined themselves, as it were four hundred, who was slain, and all, as many as were obeying him, were scattered, and came to nothing.
37 Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
After this one, Judas the Galilean rose up, in the days of the census, and drew away people after him, and that one perished, and all, as many as were obeying him, were scattered;
38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
and now I say to you, refrain from these men, and leave them alone, because if this counsel or this work may be of men, it will be overthrown,
39 men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"
and if it be of God, you are not able to overthrow it, lest perhaps you are also found fighting against God.”
40 Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
And to him they agreed, and having called near the apostles, having beaten [them], they commanded [them] not to speak in the Name of Jesus, and let them go;
41 Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
they, indeed, then, departed from the presence of the Sanhedrin, rejoicing that for His Name they were counted worthy to suffer dishonor,
42 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
also every day in the temple, and in every house, they were not ceasing teaching and proclaiming good news—Jesus the Christ.