2 Korinterne 7
1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
ataeva he priyatamAH, etAdRzIH pratijJAH prAptairasmAbhiH zarIrAtmanoH sarvvamAlinyam apamRjyezvarasya bhaktyA pavitrAcAraH sAdhyatAM|
2 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
yUyam asmAn gRhlIta| asmAbhiH kasyApyanyAyo na kRtaH ko'pi na vaJcitaH|
3 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
yuSmAn doSiNaH karttamahaM vAkyametad vadAmIti nahi yuSmAbhiH saha jIvanAya maraNAya vA vayaM yuSmAn svAntaHkaraNai rdhArayAma iti pUrvvaM mayoktaM|
4 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
yuSmAn prati mama mahetsAho jAyate yuSmAn adhyahaM bahu zlAghe ca tena sarvvaklezasamaye'haM sAntvanayA pUrNo harSeNa praphullitazca bhavAmi|
5 Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
asmAsu mAkidaniyAdezam AgateSvasmAkaM zarIrasya kAcidapi zAnti rnAbhavat kintu sarvvato bahi rvirodhenAntazca bhItyA vayam apIDyAmahi|
6 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
kintu namrANAM sAntvayitA ya IzvaraH sa tItasyAgamanenAsmAn asAntvayat|
7 dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.
kevalaM tasyAgamanena tannahi kintu yuSmatto jAtayA tasya sAntvanayApi, yato'smAsu yuSmAkaM hArddavilApAsaktatveSvasmAkaM samIpe varNiteSu mama mahAnando jAtaH|
8 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
ahaM patreNa yuSmAn zokayuktAn kRtavAn ityasmAd anvatapye kintvadhunA nAnutapye| tena patreNa yUyaM kSaNamAtraM zokayuktIbhUtA iti mayA dRzyate|
9 så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
ityasmin yuSmAkaM zokenAhaM hRSyAmi tannahi kintu manaHparivarttanAya yuSmAkaM zoko'bhavad ityanena hRSyAmi yato'smatto yuSmAkaM kApi hAni ryanna bhavet tadarthaM yuSmAkam IzvarIyaH zoko jAtaH|
10 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
sa IzvarIyaH zokaH paritrANajanakaM niranutApaM manaHparivarttanaM sAdhayati kintu sAMsArikaH zoko mRtyuM sAdhayati|
11 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
pazyata tenezvarIyeNa zokena yuSmAkaM kiM na sAdhitaM? yatno doSaprakSAlanam asantuSTatvaM hArddam AsaktatvaM phaladAnaJcaitAni sarvvANi| tasmin karmmaNi yUyaM nirmmalA iti pramANaM sarvveNa prakAreNa yuSmAbhi rdattaM|
12 Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.
yenAparAddhaM tasya kRte kiMvA yasyAparAddhaM tasya kRte mayA patram alekhi tannahi kintu yuSmAnadhyasmAkaM yatno yad Izvarasya sAkSAd yuSmatsamIpe prakAzeta tadarthameva|
13 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle.
uktakAraNAd vayaM sAntvanAM prAptAH; tAJca sAntvanAM vinAvaro mahAhlAdastItasyAhlAdAdasmAbhi rlabdhaH, yatastasyAtmA sarvvai ryuSmAbhistRptaH|
14 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
pUrvvaM tasya samIpe'haM yuSmAbhiryad azlAghe tena nAlajje kintu vayaM yadvad yuSmAn prati satyabhAvena sakalam abhASAmahi tadvat tItasya samIpe'smAkaM zlAghanamapi satyaM jAtaM|
15 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
yUyaM kIdRk tasyAjJA apAlayata bhayakampAbhyAM taM gRhItavantazcaitasya smaraNAd yuSmAsu tasya sneho bAhulyena varttate|
16 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.
yuSmAsvahaM sarvvamAzaMse, ityasmin mamAhlAdo jAyate|
