2 Korinterne 2
1 Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse.
Lekin mǝn iqimdǝ, ⱪexinglarƣa barsam yǝnǝ azar elip barmaymǝn degǝn ⱪararƣa kǝldim.
2 Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig?
Qünki ǝgǝr mǝn silǝrgǝ azar bǝrsǝm, mening tüpǝylimdin azar yegǝnlǝrdin baxⱪa ⱪaysibiri meni xadlanduralisun?
3 Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
Mǝn ǝsli meni xadlanduruxi tegixlik bolƣanlardin ǝksiqǝ azar yǝp ⱪalmay degǝn mǝⱪsǝttǝ xu hǝtni yazdim; qünki mening xadliⱪim silǝr ⱨǝmminglarningmu xadliⱪidur dǝp silǝr ⱨǝmminglarƣa ixǝnq baƣlidim.
4 Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.
Qünki ǝslidǝ ɵzüm eƣir azab iqidǝ ⱪǝlbimdiki dǝrd-ǝlǝmdin kɵp kɵz yaxlirimni tɵkküzüp turup silǝrgǝ xu hǝtni yazƣanidim; mǝⱪsitim silǝrgǝ azar berix ǝmǝs, bǝlki silǝrgǝ qongⱪur baƣlanƣan, exip taxⱪan muⱨǝbbitimni bilixinglar üqün idi.
5 Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
Əmma birǝrsi azar yǝtküzgǝn bolsa, uning azar yǝtküzgini mǝn ǝmǝs dǝymǝn, u bǝlki mǝlum dǝrijidǝ (bu ixni ziyadǝ eƣir ⱪilƣum yoⱪ) ⱨǝmminglarƣa azar yǝtküzdi.
6 Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste,
Bundaⱪ adǝmning kɵpinqinglar tǝripidin tǝnbiⱨlǝngini yetǝrliktur;
7 så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
Xunga ⱨazir ǝksiqǝ, silǝr uningƣa meⱨir-xǝpⱪǝt kɵrsitip riƣbǝt-tǝsǝlli berixinglarƣa toƣra kelidu; bolmisa bundaⱪ bir kixi bǝlkim ƣayǝt zor dǝrd-ǝlǝmdin ɵzini yoⱪitiximu mumkin.
8 Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
Xunga mǝn silǝrgǝ uningƣa muⱨǝbbitinglarni ispatlixinglarni jekilǝymǝn.
9 Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
Xu hetimni yǝnǝ bir mǝⱪsǝttǝ, yǝni silǝrning ⱨǝmmǝ ixlarda itaǝtmǝn yaki itaǝtmǝn ǝmǝslikinglarni sinap bilixim üqün yazdim.
10 Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
Lekin silǝr ⱪaysibirini mǝlum ix üqün kǝqürüm ⱪilƣan bolsanglar, mǝnmu ⱨǝm uni xundaⱪ ⱪilƣan bolimǝn; mǝnmu mǝlum bir ixni kǝqürüm ⱪilƣinimda (birǝr ixni kǝqürüm ⱪilƣan bolsam), mǝn silǝrni dǝp Mǝsiⱨning ⱨuzurida xundaⱪ ⱪildim.
11 for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.
Xuning bilǝn Xǝytan bizdin ⱨeq üstünlükkǝ erixǝlmǝydu; qünki biz uning ⱨiylǝ-mikirliridin bihǝwǝr ǝmǝsmiz.
12 Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren,
Əmdi Mǝsiⱨning hux hǝwirini jakarlaxⱪa Troas xǝⱨirigǝ kǝlginimdǝ wǝ xundaⱪla Rǝb tǝripidin [pursǝt] ixiki manga eqilƣini bilǝn,
13 da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
ⱪerindixim Titusni tapalmiƣinim tüpǝylidin roⱨim aram tapmidi; xuning bilǝn mǝn xu yǝrdikilǝr bilǝn hoxlixip, Makedoniyǝgǝ sǝpǝr aldim.
14 Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
Əmma bizni Mǝsiⱨdǝ ⱨǝmixǝ tǝntǝnǝ bilǝn ƣalibanǝ baxlaydiƣan, biz arⱪiliⱪ ⱨǝr yǝrdǝ Ɵzigǝ dost tartⱪuqi huxpuraⱪni qaqⱪuqi Hudaƣa tǝxǝkkür!
15 Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,
Qünki biz Hudaƣa yǝtküzüliwatⱪan Mǝsiⱨning huxpuriⱪidurmiz, ⱨǝm ⱪutⱪuzuluwatⱪanlar arisida ⱨǝm ⱨalakǝtkǝ ketiwatⱪanlar arisida xundaⱪmiz;
16 for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil?
keyinkilǝrgǝ ɵlümgǝ bolƣan ɵlümning puriⱪi, aldinⱪilarƣa ⱨayatliⱪⱪa bolƣan ⱨayatliⱪning puriⱪidurmiz; ǝmdi muxundaⱪ ixlarning ⱨɵddisidin kim qiⱪalaydu?
17 Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.
Qünki biz kɵp kixilǝrning ⱪilƣinidǝk Hudaning kalam-sɵzini soda-setiⱪ ixi ⱪilmaymiz; ǝksiqǝ biz sǝmimiylik bilǝn Huda aldida Hudadin [ǝwǝtilgǝnlǝr] süpitidǝ Mǝsiⱨdǝ sɵzlǝymiz.
