2 Korinterne 11
1 Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok.
yUyaM mamAjJAnatAM kSaNaM yAvat soDhum arhatha, ataH sA yuSmAbhiH sahyatAM|
2 Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus.
Izvare mamAsaktatvAd ahaM yuSmAnadhi tape yasmAt satIM kanyAmiva yuSmAn ekasmin vare'rthataH khrISTe samarpayitum ahaM vAgdAnam akArSaM|
3 Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus.
kintu sarpeNa svakhalatayA yadvad havA vaJcayAJcake tadvat khrISTaM prati satItvAd yuSmAkaM bhraMzaH sambhaviSyatIti bibhemi|
4 Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri.
asmAbhiranAkhyApito'paraH kazcid yIzu ryadi kenacid AgantukenAkhyApyate yuSmAbhiH prAgalabdha AtmA vA yadi labhyate prAgagRhItaH susaMvAdo vA yadi gRhyate tarhi manye yUyaM samyak sahiSyadhve|
5 Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle.
kintu mukhyebhyaH preritebhyo'haM kenacit prakAreNa nyUno nAsmIti budhye|
6 Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker.
mama vAkpaTutAyA nyUnatve satyapi jJAnasya nyUnatvaM nAsti kintu sarvvaviSaye vayaM yuSmadgocare prakAzAmahe|
7 Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
yuSmAkam unnatyai mayA namratAM svIkRtyezvarasya susaMvAdo vinA vetanaM yuSmAkaM madhye yad aghoSyata tena mayA kiM pApam akAri?
8 Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
yuSmAkaM sevanAyAham anyasamitibhyo bhRti gRhlan dhanamapahRtavAn,
9 thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
yadA ca yuSmanmadhye'va'rtte tadA mamArthAbhAve jAte yuSmAkaM ko'pi mayA na pIDitaH; yato mama so'rthAbhAvo mAkidaniyAdezAd Agatai bhrAtRbhi nyavAryyata, itthamahaM kkApi viSaye yathA yuSmAsu bhAro na bhavAmi tathA mayAtmarakSA kRtA karttavyA ca|
10 Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne.
khrISTasya satyatA yadi mayi tiSThati tarhi mamaiSA zlAghA nikhilAkhAyAdeze kenApi na rotsyate|
11 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
etasya kAraNaM kiM? yuSmAsu mama prema nAstyetat kiM tatkAraNaM? tad Izvaro vetti|
12 Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig.
ye chidramanviSyanti te yat kimapi chidraM na labhante tadarthameva tat karmma mayA kriyate kAriSyate ca tasmAt te yena zlAghante tenAsmAkaM samAnA bhaviSyanti|
13 Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle.
tAdRzA bhAktapreritAH pravaJcakAH kAravo bhUtvA khrISTasya preritAnAM vezaM dhArayanti|
14 Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel.
taccAzcaryyaM nahi; yataH svayaM zayatAnapi tejasvidUtasya vezaM dhArayati,
15 Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger.
tatastasya paricArakA api dharmmaparicArakANAM vezaM dhArayantItyadbhutaM nahi; kintu teSAM karmmANi yAdRzAni phalAnyapi tAdRzAni bhaviSyanti|
16 Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule.
ahaM puna rvadAmi ko'pi mAM nirbbodhaM na manyatAM kiJca yadyapi nirbbodho bhaveyaM tathApi yUyaM nirbbodhamiva mAmanugRhya kSaNaikaM yAvat mamAtmazlAghAm anujAnIta|
17 Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
etasyAH zlAghAyA nimittaM mayA yat kathitavyaM tat prabhunAdiSTeneva kathyate tannahi kintu nirbbodheneva|
18 Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig.
apare bahavaH zArIrikazlAghAM kurvvate tasmAd ahamapi zlAghiSye|
19 Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
buddhimanto yUyaM sukhena nirbbodhAnAm AcAraM sahadhve|
20 I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet.
ko'pi yadi yuSmAn dAsAn karoti yadi vA yuSmAkaM sarvvasvaM grasati yadi vA yuSmAn harati yadi vAtmAbhimAnI bhavati yadi vA yuSmAkaM kapolam Ahanti tarhi tadapi yUyaM sahadhve|
21 Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg.
daurbbalyAd yuSmAbhiravamAnitA iva vayaM bhASAmahe, kintvaparasya kasyacid yena pragalbhatA jAyate tena mamApi pragalbhatA jAyata iti nirbbodheneva mayA vaktavyaM|
22 Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også.
te kim ibrilokAH? ahamapIbrI| te kim isrAyelIyAH? ahamapIsrAyelIyaH| te kim ibrAhImo vaMzAH? ahamapIbrAhImo vaMzaH|
23 Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
te kiM khrISTasya paricArakAH? ahaM tebhyo'pi tasya mahAparicArakaH; kintu nirbbodha iva bhASe, tebhyo'pyahaM bahuparizrame bahuprahAre bahuvAraM kArAyAM bahuvAraM prANanAzasaMzaye ca patitavAn|
24 Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
yihUdIyairahaM paJcakRtva UnacatvAriMzatprahArairAhatastrirvetrAghAtam ekakRtvaH prastarAghAtaJca praptavAn|
25 Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
vAratrayaM potabhaJjanena kliSTo'ham agAdhasalile dinamekaM rAtrimekAJca yApitavAn|
26 ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
bahuvAraM yAtrAbhi rnadInAM saGkaTai rdasyUnAM saGkaTaiH svajAtIyAnAM saGkaTai rbhinnajAtIyAnAM saGkaTai rnagarasya saGkaTai rmarubhUmeH saGkaTai sAgarasya saGkaTai rbhAktabhrAtRNAM saGkaTaizca
27 i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
parizramaklezAbhyAM vAraM vAraM jAgaraNena kSudhAtRSNAbhyAM bahuvAraM nirAhAreNa zItanagnatAbhyAJcAhaM kAlaM yApitavAn|
28 foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne.
tAdRzaM naimittikaM duHkhaM vinAhaM pratidinam Akulo bhavAmi sarvvAsAM samitInAM cintA ca mayi varttate|
29 Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig?
yenAhaM na durbbalIbhavAmi tAdRzaM daurbbalyaM kaH pApnoti?
30 Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed.
yadi mayA zlAghitavyaM tarhi svadurbbalatAmadhi zlAghiSye|
mayA mRSAvAkyaM na kathyata iti nityaM prazaMsanIyo'smAkaM prabho ryIzukhrISTasya tAta Izvaro jAnAti| (aiōn g165)
32 I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig;
dammeSakanagare'ritArAjasya kAryyAdhyakSo mAM dharttum icchan yadA sainyaistad dammeSakanagaram arakSayat
33 men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.
tadAhaM lokaiH piTakamadhye prAcIragavAkSeNAvarohitastasya karAt trANaM prApaM|
