< 1 Korinterne 7 >

1 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde;
Now, concerning the things whereof ye wrote, it were, good, for a man, not to touch, a woman;
2 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand.
But, on account of fornications, let, each man, have, his own wife, and, each woman, have, her own husband:
3 Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden.
Unto the wife, let the husband render what is her due, and, in like manner, the wife also, unto the husband, —
4 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
The wife, over her own body, hath not authority, but the husband, and, in like manner, the husband also, over his own body, hath not authority, but the wife.
5 Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende.
Be not depriving one another—unless perhaps by consent for a season, that ye may have leisure for prayer, and, again, may be together, —lest Satan be tempting you by reason of your want of self-control.
6 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
This, however I am saying, by way of concession, not of injunction;
7 Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.
Besides, I desire all men to be, even as myself, —but, each one, hath his, personal, gift from God, one, after this manner, and, another, after that.
8 Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg.
But I say, to the unmarried, and to the widows, good, were it for them, that they should abide, even as I;
9 Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
But, if they have not self-control, let them marry, for, better, is it, to marry than to burn.
10 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand;
To the married, however, I give charge—not, I, but the Lord, —that, a wife, from her husband, do not depart, —
11 (men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden; ) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
But, if she should even depart, let her remain unmarried, or, to her husband, be reconciled; and let not, a husband, leave, his wife.
12 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke!
But, unto the rest, say, I—not the Lord, —if, any brother, hath, a wife that believeth not, and, she, is well pleased to dwell with him, let him not leave her;
13 Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
And, a woman who hath a husband that believeth not, and, he, is well pleased to dwell with her, let her not leave her husband; —
14 Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
For the husband that believeth not is hallowed in the wife, and the wife that believeth not is hallowed in the brother: else were, your children, impure, but, now, are they, pure.
15 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred.
But, if, the unbelieving, departeth, let him depart: the brother or the sister hath not come into bondage, in such cases, but, in peace, hath God called us.
16 Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
For how knowest thou, O woman, whether, thy husband, thou shalt save? Or how knowest thou, O man, whether, thy wife, thou shalt save?
17 Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
If not—as the Lord hath distributed—unto each one, as God hath called, each one, so, let him be walking; —and, so, in all the assemblies, I ordain.
18 Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
After being circumcised, was any called? let him not become uncircumcised; in uncircumcision, hath any been called? let him not be circumcised:
19 Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.
The circumcision, is, nothing, and, the uncircumcision, is, nothing, —but keeping the commandments of God.
20 Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
Each one, in the calling wherein he was called, in the same, let him abide:
21 Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
A bond-servant, wast thou called? let it not cause thee concern; but, if thou canst even become, free, rather use it.
22 Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
For, he who in the Lord was called, being a bond-servant, is, a freed-man of the Lord: in like manner, he that was called being, a freeman, is Christ’s bond-servant: —
23 Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
With a price, have ye been bought, —do not become bond-servants of men:
24 I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud!
Each one, wherein he was called, brethren, in the same, let him abide with God.
25 Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig.
But, concerning them who are virgin, injunction of the Lord, have I none; yet, a judgment, do I give, as one who hath obtained mercy from the Lord to be, faithful:
26 Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
I consider this, then, to be, good, in the circumstances, by reason of the existing distress, —that it is, good for a man, so, to be:
27 Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
Hast thou become bound to a wife? do not seek to be loosed; hast thou become loosed from a wife? do not seek a wife.
28 Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder.
If, however, thou shouldst even marry, thou hast not sinned; and, if one who is virgin should marry, that one hath not sinned; —but, tribulation of the flesh, shall, such, have: —howbeit, I, spare you.
29 Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have,
But, this, I say—the opportunity is, contracted for what remaineth—in order that, they who have wives, may be, as though they had none,
30 og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde,
And, they who weep, as though they wept not, and, they who rejoice, as though they rejoiced not, and, they who buy, as though they possessed not,
31 og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår.
And, they who use the world, as though they used it not to the full, —for the fashion of this world passeth away;
32 Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
And I desire you to be, without anxiety: —the unmarried man, is anxious for the things of the Lord, how he may please the Lord;
33 men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
But, he that hath married, is anxious for the things of the world, how may please his wife—
34 Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
And he is divided; and, the unmarried woman, or the virgin, is anxious for the things of the Lord, that she may be holy [both] in her body and in her spirit; but, she that hath married, is anxious for the things of the world, how she may please her husband.
35 Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren.
This, however, with a view to your own profit, am I saying, —not that, a snare, upon you, I may cast, but with a view to what is comely, and devoted unto the Lord, without distraction.
36 Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig!
If however anyone considereth it behaving unseemly towards his virginity, if he should be beyond the bloom of life, —and, thus, it ought to come about, what he chooseth, let him do, —he sinneth not: let them marry:
37 Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel.
But, he that standeth in his heart, steadfast, having no necessity, but hath authority concerning his own will, and, this, hath determined in his own heart, —to preserve his own virginity, well shall he do.
38 Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre.
So that, he that giveth in marriage his own virginity, doeth, well; and, he that giveth it not, shall do, better.
39 En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren.
A wife, is bound for as long a time as her husband is living; but, if the husband have fallen asleep, she is, free, to be married unto whom she pleaseth, —only, in the Lord;
40 Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.
But, happier, is she, if, so, she remain, —in my judgment; for I think, I also, have the Spirit of God.

< 1 Korinterne 7 >