1 Korinterne 13
1 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.
Kui ma räägiksin inimeste ja inglite keeli, aga mul puuduks armastus, siis ma oleksin kõmisev gong või kõlksuv vasktaldrik.
2 Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
Ja kui mul oleks prohvetiand ja ma mõistaksin kõiki saladusi ning tunnetaksin kõike ja mul oleks täielik usk, nii et võiksin mägesid teisaldada, aga mul ei oleks armastust, siis poleks ma midagi.
3 Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.
Kui ma kogu oma vara ära jagaksin ja oma ihu annaksin tuleleekidele, aga mul ei oleks armastust, siis ma ei saavutaks midagi.
4 Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
Armastus on pika meelega, armastus on helde, ta ei ole kade, ta ei hoople ega ole ennast täis,
5 gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;
ta ei käitu ebasündsalt, ta ei ole isekas, ta ei ärritu ega pea arvet halva üle,
6 glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;
ta ei rõõmusta ülekohtust, vaid tunneb rõõmu tõe üle.
7 den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Ta toetab alati, usaldab alati, loodab alati, talub kõike.
8 Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå;
Armastus ei hääbu kunagi! Aga prohvetikuulutused – need lakkavad; keeled – need vaikivad; tunnetus – see ammendub.
9 thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
Sest poolikult me tunnetame ja meie prohvetisõnumidki on poolikud.
10 men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
Aga kui tuleb täiuslik, siis kaob see, mis on poolik.
11 Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
Kui ma olin veel väeti laps, siis ma rääkisin nagu väeti laps, arvasin nagu väeti laps, arutlesin nagu väeti laps. Aga kui ma sain meheks, minetasin ma lapse kombed.
12 Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.
Praegu me näeme ainult nagu peegeldust peeglist, siis näeme aga palgest palgesse. Praegu ma tunnetan poolikult, aga siis ma tunnetan täiesti, nagu minagi olen täiesti tunnetatud.
13 Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.
Ent nüüd jääb usk, lootus, armastus, need kolm; aga suurim neist on armastus.
