1 Korinterne 10
1 Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
he bhrAtaraH, asmatpitRpuruSAnadhi yUyaM yadajJAtA na tiSThateti mama vAJchA, te sarvve meghAdhaHsthitA babhUvuH sarvve samudramadhyena vavrajuH,
2 og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
sarvve mUsAmuddizya meghasamudrayo rmajjitA babhUvuH
3 og spiste alle den samme åndelige Mad
sarvva ekam AtmikaM bhakSyaM bubhujira ekam AtmikaM peyaM papuzca
4 og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
yataste'nucarata AtmikAd acalAt labdhaM toyaM papuH so'calaH khrISTaeva|
5 Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen.
tathA satyapi teSAM madhye'dhikeSu lokeSvIzvaro na santutoSeti hetoste prantare nipAtitAH|
6 Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede.
etasmin te 'smAkaM nidarzanasvarUpA babhUvuH; ataste yathA kutsitAbhilASiNo babhUvurasmAbhistathA kutsitAbhilASibhi rna bhavitavyaM|
7 Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege."
likhitamAste, lokA bhoktuM pAtuJcopavivizustataH krIDitumutthitA itayanena prakAreNa teSAM kaizcid yadvad devapUjA kRtA yuSmAbhistadvat na kriyatAM|
8 Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde.
aparaM teSAM kaizcid yadvad vyabhicAraH kRtastena caikasmin dine trayoviMzatisahasrANi lokA nipAtitAstadvad asmAbhi rvyabhicAro na karttavyaH|
9 Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
teSAM kecid yadvat khrISTaM parIkSitavantastasmAd bhujaGgai rnaSTAzca tadvad asmAbhiH khrISTo na parIkSitavyaH|
10 Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren.
teSAM kecid yathA vAkkalahaM kRtavantastatkAraNAt hantrA vinAzitAzca yuSmAbhistadvad vAkkalaho na kriyatAM|
11 Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. (aiōn g165)
tAn prati yAnyetAni jaghaTire tAnyasmAkaM nidarzanAni jagataH zeSayuge varttamAnAnAm asmAkaM zikSArthaM likhitAni ca babhUvuH| (aiōn g165)
12 Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!
ataeva yaH kazcid susthiraMmanyaH sa yanna patet tatra sAvadhAno bhavatu|
13 Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.
mAnuSikaparIkSAtiriktA kApi parIkSA yuSmAn nAkrAmat, Izvarazca vizvAsyaH so'tizaktyAM parIkSAyAM patanAt yuSmAn rakSiSyati, parIkSA ca yad yuSmAbhiH soDhuM zakyate tadarthaM tayA saha nistArasya panthAnaM nirUpayiSyati|
14 Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen!
he priyabhrAtaraH, devapUjAto dUram apasarata|
15 Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger.
ahaM yuSmAn vijJAn matvA prabhASe mayA yat kathyate tad yuSmAbhi rvivicyatAM|
16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme?
yad dhanyavAdapAtram asmAbhi rdhanyaM gadyate tat kiM khrISTasya zoNitasya sahabhAgitvaM nahi? yazca pUpo'smAbhi rbhajyate sa kiM khrISTasya vapuSaH sahabhAgitvaM nahi?
17 Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød.
vayaM bahavaH santo'pyekapUpasvarUpA ekavapuHsvarUpAzca bhavAmaH, yato vayaM sarvva ekapUpasya sahabhAginaH|
18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret?
yUyaM zArIrikam isrAyelIyavaMzaM nirIkSadhvaM| ye balInAM mAMsAni bhuJjate te kiM yajJavedyAH sahabhAgino na bhavanti?
19 Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget?
ityanena mayA kiM kathyate? devatA vAstavikI devatAyai balidAnaM vA vAstavikaM kiM bhavet?
20 Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at I skulle få Samfund med de onde Ånder.
tannahi kintu bhinnajAtibhi rye balayo dIyante ta IzvarAya tannahi bhUtebhyaeva dIyante tasmAd yUyaM yad bhUtAnAM sahabhAgino bhavathetyahaM nAbhilaSAmi|
21 I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord.
prabhoH kaMsena bhUtAnAmapi kaMsena pAnaM yuSmAbhirasAdhyaM; yUyaM prabho rbhojyasya bhUtAnAmapi bhojyasya sahabhAgino bhavituM na zaknutha|
22 Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?
vayaM kiM prabhuM sparddhiSyAmahe? vayaM kiM tasmAd balavantaH?
23 Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger.
mAM prati sarvvaM karmmApratiSiddhaM kintu na sarvvaM hitajanakaM sarvvam apratiSiddhaM kintu na sarvvaM niSThAjanakaM|
24 Ingen søge sit eget, men Næstens!
AtmahitaH kenApi na ceSTitavyaH kintu sarvvaiH parahitazceSTitavyaH|
25 Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn;
ApaNe yat krayyaM tad yuSmAbhiH saMvedasyArthaM kimapi na pRSTvA bhujyatAM
26 thi Herrens er Jorden og dens Fylde.
yataH pRthivI tanmadhyasthaJca sarvvaM paramezvarasya|
27 Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn.
aparam avizvAsilokAnAM kenacit nimantritA yUyaM yadi tatra jigamiSatha tarhi tena yad yad upasthApyate tad yuSmAbhiH saMvedasyArthaM kimapi na pRSTvA bhujyatAM|
28 Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld.
kintu tatra yadi kazcid yuSmAn vadet bhakSyametad devatAyAH prasAda iti tarhi tasya jJApayituranurodhAt saMvedasyArthaJca tad yuSmAbhi rna bhoktavyaM| pRthivI tanmadhyasthaJca sarvvaM paramezvarasya,
29 Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed?
satyametat, kintu mayA yaH saMvedo nirddizyate sa tava nahi parasyaiva|
30 Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for?
anugrahapAtreNa mayA dhanyavAdaM kRtvA yad bhujyate tatkAraNAd ahaM kuto nindiSye?
31 Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære!
tasmAd bhojanaM pAnam anyadvA karmma kurvvadbhi ryuSmAbhiH sarvvamevezvarasya mahimnaH prakAzArthaM kriyatAM|
32 Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed,
yihUdIyAnAM bhinnajAtIyAnAm Izvarasya samAjasya vA vighnajanakai ryuSmAbhi rna bhavitavyaM|
33 ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses.
ahamapyAtmahitam aceSTamAno bahUnAM paritrANArthaM teSAM hitaM ceSTamAnaH sarvvaviSaye sarvveSAM tuSTikaro bhavAmItyanenAhaM yadvat khrISTasyAnugAmI tadvad yUyaM mamAnugAmino bhavata|
