Første Krønikebog 16

1 De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn.

2 Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i HERRENs Navn

3 og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.

4 Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud;

5 Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge,

6 og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark.

7 Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN.

8 Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!

9 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere,

10 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN,

11 spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn;

12 kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme,

13 I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner!

14 Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;

15 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,

16 Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak:

17 han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,

18 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."

19 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,

20 og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,

21 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger:

22 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"

23 Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag;

24 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!

25 Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;

26 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.

27 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom.

28 Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,

29 giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud,

30 bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.

31 Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN har vist, han er Konge!"

32 Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer.

33 Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden.

34 Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!

35 Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!"

36 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!"

37 Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov;

38 og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere.

39 Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon

40 for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel;

41 og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!"

42 Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.

43 Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.