< Zakarias 9 >
1 Et Udsagn: HERRENS Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slaar det sig ned — thi Aram forbrød sig mod HERREN — det er over alle, som hader Israel,
Ei framsegn, Herrens ord mot Hadraks land, og i Damaskus skal det slå seg ned; for Herren hev auga med manneætti og med alle Israels ætter,
2 ogsaa over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er saare viist.
ja, ogso Hamat som ligg attved, Tyrus og Sidon, so kloke dei er.
3 Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld som Gadeskarn.
Tyrus bygde seg ei borg, dunga i hop sylv som mold og gull som gateskarn.
4 Se, HERREN vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet, det selv skal fortæres af Ild.
Sjå, Herren vil arma henne ut, kasta ringmuren hennar i havet, og ho sjølv skal verta til føda for elden.
5 Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi Haabet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo,
Askalon skal sjå det og ottast, og Gaza vrida seg i stor rædsla; likeins Ekron, av di hennar von hev vorte til skammar, Gaza skal missa kongen sin, Askalon skal verta folketom.
6 i Asdod skal Udskud bo. Jeg gør Ende paa Filisterens Hovmod,
Og Asdod skal hysa berre herk; ja, eg vil gjøra enda på storlætet åt filistarane.
7 tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans Tænder. Ogsaa han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en Slægt i Juda, Ekron som en Jebusit.
Eg vil taka blodet ut av munnen deira og styggedomen burt frå tennerne deira; og då skal dei og verta ein leivning for vår Gud. Då skal dei verta liksom ættehovdingar i Juda, og Ekron skal vera som ein jebusitarne.
8 Som en Vagt lejrer jeg mig for mit Hus mod dem, som kommer og gaar; aldrig mer skal en Voldsmand gaa igennem deres Land, thi nu har jeg set det med mine egne Øjne.
Og eg skal lægra meg og verja huset mitt mot herar som kjem og gjeng, og ikkje meir skal nokon valdsherre velta seg inn yver deim; for no hev eg set med eigne augo.
9 Fryd dig saare, Zions Datter, raab med Glæde, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende paa et Æsel, paa en Asenindes Føl.
Gled deg storleg, du dotter Sion! Ropa av frygd, du dotter Jerusalem! Sjå, kongen din kjem til deg; rettferdig og frelst er han. Smålåten kjem han ridande på eit asen, på ein ung asenfole.
10 Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem, Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende.
Eg vil rydja burt stridsvognerne frå Efraim og hestarne frå Jerusalem, og alle stridsbogarne skal rydjast burt; han skal tala fred til folki, og hans herrevelde skal nå frå hav til hav og frå Storelvi til verdsens endar.
11 For Pagtblodets Skyld vil jeg ogsaa slippe dine Fanger ud, ja ud af den vandløse Brønd.
For ditt paktblod skuld vil eg og fria dine fangar ut or brunnen der det ikkje finst vatn.
12 Hjem til Borgen, I Fanger med Haab! Ogsaa i Dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold Bod!
Vend attende til den faste borgi, de fangar som hev von! Ogso i dag gjer eg kunnigt: Eg skal gjeva deg tvifelt att.
13 Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim paa som Pil og vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig som Heltens Sværd.
For eg spenner Juda som ein boge, fyller Efraim som eit pilehus, og dine søner, du Sion, eggjar eg mot dine søner, du Javan, og eg gjer deg lik med sverdet åt ei kjempa.
14 Over dem viser sig HERREN, hans Pil farer ud som et Lyn. Den Herre HERREN støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm;
Ja, Herren skal syna seg yver deim, og pili hans fer ut som ein elding, Herren, Herren skal blåsa i luren og fara fram i sunnanstormarne.
15 dem værner Hærskarers HERRE. De opæder, nedtramper Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som Offerskaalen, som Alterets Hjørner.
Herren, allhers drott, skal halda skjolden sin yver deim, og dei skal gløypa, med di dei trakkar slyngjesteinar under føter; dei skal drikka og ståka som av vin og verta fulle som offerskåler og altarhyrno.
16 HERREN deres Gud skal paa denne Dag frelse dem som sit Folks Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land.
Ja, Herren, deira Gud, skal gjeva deim siger på denne dag; for dei er då det folket han hev teke til si hjord, og liksom glimesteinar i ei kruna strålar yver landet hans.
17 Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende Ungersvende, Most giver blomstrende Møer.
Å, kor gildt og kor fagert det er! Kornet gjev ungguten merg i bein, og druvesafti fostrar upp fagre møyar.