Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
Jeg er Sarons blomst, dalenes lilje.
2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
Som en lilje blandt torner, så er min venninne blandt de unge kvinner.
3 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
Som et epletre blandt skogens trær, så er min elskede blandt de unge menn; i hans skygge lyster det mig å sitte, og hans frukt er søt for min gane.
4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
Han har ført mig til vinhuset, og hans banner over mig er kjærlighet.
5 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Styrk mig med druekaker, kveg mig med epler! For jeg er syk av kjærlighet.
6 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Hans venstre hånd er under mitt hode, og hans høire favner mig.
7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
Jeg ber eder inderlig, I Jerusalems døtre, ved rådyrene eller ved hindene på marken, at I ikke vekker og ikke egger kjærligheten, før den selv vil!
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
Hør, der er min elskede! Se, der kommer han springende over fjellene, hoppende over haugene.
9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
Min elskede ligner et rådyr eller en ung hjort. Se, der står han bak vår vegg; han kikker gjennem vinduene, gjennem gitteret ser han inn.
10 Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
Min elskede tar til orde og sier til mig: Stå op, min venninne, du min fagre, og kom ut!
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
For se, nu er vinteren omme, regnet har draget forbi og er borte;
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
blomstene kommer til syne i landet, sangens tid er inne, og turtelduens røst har latt sig høre i vårt land;
13 Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
fikentreets frukter tar til å rødme, og vintrærnes blomster dufter. Stå op, kom, min venninne, du min fagre, så kom da!
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
Du min due i bergrevnene, i fjellveggens ly! La mig se din skikkelse, la mig høre din røst! For din røst er blid og din skikkelse fager.
15 Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Fang revene for oss, de små rever som ødelegger vingårdene! Våre vingårder står jo i blomst.
16 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
Min elskede er min, og jeg er hans, han som vokter sin hjord blandt liljene.
17 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
Innen dagen blir sval og skyggene flyr, vend om, min elskede, lik et rådyr eller en ung hjort på de kløftede fjell!
